Denne opskrift på vegansk linsekød er nem og “kødet” smager vidunderligt. Det er sprødt og fyldt med smag og ligner til forveksling stegt hakket oksekød. Brug det som fyld i tasos eller madpandekager eller hvor du ellers ville bruge stegt hakket oksekød.
Et plantebaseret alternativ til hakket oksekød
Det er helt oplagt at lave vegansk linsekød, hvid du gerne vil spise flere bælgfrugter, reducere dit kødforbrug eller leve vegetarisk eller vegansk. Men når det så er sagt, så smager dette linsekød fantastisk. Det er fuld af smag og struktur, og du kan nærmest ikke smage, at det er et plantebaseret alternativ til hakket oksekød.
Vi laver meget ofte linsekødet, når vi har taco, burritos eller blot pizzasandwich eller lignende på menuen. Kødet er nemlig forholdsvis nemt og hurtigt at lave og har en høj sundhedsværdi samtidigt med, at det er mættende og lækkert.
Ofte har vi rester, som kan spises i wraps til frokost i dagene efter, og det er noget, vi alle sætter pris på. Det er nemt at genopvarmet linsekødet og det smager som nystegt kød.
(OBS: Dette blogindlæg; Vegansk linsekød, indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden)
Tips, når du laver denne opskrift
For at du opnår det bedste resultat, når du laver vegansk linsekød, vil jeg lige give nogle tips, som fokuserer på smag og konsistens. Læs dem første gang du laver linsekødet, så du har helt styr på, hvilken tekstur det skal have, hvor “vådt” det skal være, og hvordan du opnår den karakteristiske umamismag fra kød.
Underkog linserne en smule
Kog linserne, indtil de er let møre og stadig har lidt bid – ligesom perfekt al dente pasta (det ved vi alle er sandt). Hvis linserne er kogt helt bløde, vil taco-fyldet ikke brune eller blive sprødt på samme måde.
Rist valnødderne – også når du har travlt
Rist altid valnødderne på en tør pande ved middel varme, indtil de er let gyldne og meget aromatiske, før du hakker dem i foodprocessoren. Dette fremhæver deres skjulte umamismag og mildner deres naturlige bitterhed, hvilket giver linsekødet en dybere og rigere smag.
Undgå, at linsekødet klistrer
Når du laver linsekødet, så blend linserne separat fra valnødde- og svampe-løgblandingen, før du blander det hele sammen i en stor skål. Hvis du blender det hele på én gang, kan det overarbejde blandingen og resultere i et meget klistret vegansk alternativ til hakket kød..
Overfyld ikke panden, når du steger linsekødet
Hvis du har for meget linsekød på én pande, kan det ikke afgive sin fugt ordentligt. Dette betyder, at det ikke bruner eller får den sprøde, kødagtige tekstur. For at opnå det bedste resultat, er det bedst at stege linsekødet ad to eller tre omgange alt efter størrelsen på din pande.
Gærflager og hørfrømel
Gærflager kaldes også næringsgær (nutritional yeast) og er inaktive gærceller, der ofte bruges som et vegansk alternativ til ost på grund af deres nøddeagtige, lette umamismag. De er rige på B-vitaminer, protein og fibre og tilføjer smag og næring til mange retter.
Gærflager bruges ofte i veganske opskrifter for at give en cremet, osteagtig smag til saucer, pasta, gratiner, og som drys på salater, popcorn eller i supper. Derudover bruges gærflagerne i plantebaseret madlavning for at forstærke smagen uden brug af animalske produkter.
Hørfrømel er fintmalede hørfrø, som er rige på omega-3-fedtsyrer, fibre og protein. Det bruges ofte i bagning og madlavning som et sundt supplement til at øge næringsværdien.
Hørfrømel fungerer også som en vegansk erstatning for æg, da det kan binde ingredienser sammen; bland blot 1 spiseskefuld hørfrømel med 3 spiseskefulde vand og lad det hvile, indtil det får en geléagtig konsistens. Det bruges i alt fra brød og muffins til smoothies og veganske retter, hvor det tilføjer både tekstur og sundhedsmæssige fordele.
Klik på billederne neden for, så kommer du direkte til Helsebixens hjemmeside, hvor produkterne kan købes. De sendes fragtfrit samme dag.
Opskrift på vegansk linsekød
Får du lyst til at lave flere retter baseret på bælgfrugter, så prøv også gerne disse opskrifter:
Italiensk borlotti bønnesuppe med græskar
Saftig chokoladekage uden mel med sorte bønner (glutenfri)
Se alle opskrifter med bælgfrugter & kikærter
Vegansk linsekød
Equipment
- 1 foodprocessor
- 1 tykbundet pande
Ingredienser
- 150 g grønne linser
- 35 g valnødder
- 225 g champignons, brune svampe eller lignende
- 1 medium løg
- 1 spsk hørfrømel
- 3 spsk gærflager (nutritional yeast)
- ca. 1 tsk salt
- friskkværnet sort peber
- 1 tsk røget paprika
- 3 spsk tacokrydderi
- 2 tsk vegansk bouillonpulver eller en smuldret bouillonterning
- 2-4 spsk olivenolie eller anden olie til at stege i
Sådan gør du
- Kog vand op i en gryde og tilsæt lidt salt. Når vandet koger, tilsætter du linserne. Skru ned for varmen, og lad dem simre i ca. 15-20 minutter. Linserne skal være let underkogte og have en fast bid, da de vil blive tilberedt yderligere senere.
- Mens linserne koger, varmer du en tør pande op på middel varme. Rist valnødderne i 4-5 minutter, indtil de dufter ristet og er begyndt at tage farve.
- Dræn linserne godt, og kom dem i en foodprocessor. Blend dem kortvarigt, og pulsér derefter et par gange, så linserne er delvist blendet, men stadig har nogle hele stykker. Hæld dem til en stor skål, og sæt skålen til side til senere.
- Tør foodprocessoren af, og kom de ristede valnødder i. Blend kort, indtil du har fine krummer, men undgå at overblende, så de bliver til valnøddesmør. Tilsæt derefter de grofthakkede svampe og hakket løg til valnødderne i foodprocessoren, og pulsér et par gange, indtil de er meget fint hakket, men ikke våde.
- Kom valnød-svampe-blandingen i skålen med linserne. Tilsæt hørfrømel, gærflager, salt, peber, røget paprika, taco-krydderi og bouillonpulver eller en smuldret bouillonterning. Brug hænderne til at blande fyldet godt sammen. Det skal hænge nemt sammen, men må ikke være for klistret. Hvis blandingen er for klistret, kan du tilsætte en eller to spsk (valgfri) mel og vende det sammen.
- Varm en stor (ca. 30 cm) non-stick pande op over middel-høj varme med 2-3 spsk olivenolie. Når olien er varm, tilsæt ⅓ til ½ af fyldet (for at undgå at panden bliver overfyldt) og del det op i små stykker med en træske eller spatel. Steg i 4-6 minutter, og rør lejlighedsvis, indtil det er let sprødt og brunet. Gentag med resten af fyldet, og tilsæt mere olie efter behov.
- Spis linsekødet som fyld i fx tacos, som fyld i pandekager eller hvor du ellers ville bruge hakket oksekød. Linsekødet kan holde sig i køleskabet i 2-3 dage og kan genopvarmet, fx i en airfryer eller let på en pande, så sprødheden bevares.
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis og uden forstyrrende reklamer.