Hvem elsker ikke cookies? Disse cookies med hvid chokolade og pekannødder hører til mine yndlingscookies – jeg er nemlig helt tosset med kombinationen af den hvide karamelliserede chokolade og de smagfulde pekannødder. Jep, disse småkager er farlige at bage.
Store lækre og smagfulde småkager
Cookies med hvid chokolade og pekannødder smager som en drøm sammen med en god kop kaffe eller te. Den hvide chokolade nærmest karamelliserer, når småkagerne bages i ovnen, og det giver den mest fantastiske smag.
Vi har næsten altid en eller anden form for småkage, cookie, biscotti, müeslibar eller lignende til at stå i et glas på køkkenbordet – så man lige har et eller andet sødt til sin eftermiddagskaffe eller når man lige trænger. For det gør man jo en gang i mellem, man skal blot lære sig selv kun at tage én.
Disse cookies er særdeles smagfulde – og ret nemme og hurtige at bage. Jeg er helt tosset med kombinationen af den karamelliserede hvide chokolade og pekannødder i en sprød småkage. Det er altså godt.
Cookies med hvid chokolade og pekannødder
Nedenfor finder du opskriften på de lækre store cookies. Det dejlige ved sådan en opskrift er, at man kan tilpasse den til egene præferencer eller hvad man nu har i køkkenskabet. Prøv fx at lave en variant med orangechokolade og valnødder eller med tranebær og mandler.
Værtindegave
Disse cookies evener sig i øvrigt perfekt som værtindegave. Pak en bunke af kagerne i en gennemsigtig pose og bind et smukt bånd om eller fordel dem i et indbydende sylteglas med et julesnor rund om – gerne med et manillamærke i, hvor der står, hvad det er for cookies, der er i sylteglasset.
Det kan næsten kun blive en succes og samtidig er det en personlig gave, som har en høj værdi, fordi giveren har brugt tid og kræfter på at lave den.
Men er du vild med hvid chokolade og pekannødder, så anbefaler jeg dig også lige at prøve disse par lækre opskrifter:
Pæregalette med nougat og pekannødder
Cookies med hvid chokolade, tranebær og marcipan
Cookies med hvid chokolade og pekannødder
Ingredienser
- 200 g hvedemel
- 1/2 tsk bagepulver
- 50 g finvalsede havregryn
- 100 g sukker
- 100 g mørk muscovadosukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 100 g smør
- 1 æg
- 100 g hvid chokolade
- 40 g pekannødder
Sådan gør du
- Bland hvedemel sammen med bagepulver, havregryn, sukker, muscovadosukker og vanilje.
- Smuldr smørret ned i de tørre ingredienser.
- Saml dejen med ægget.
- Hak chokoladen og pekannødderne groft og ælt dem i dejen.
- Sæt dejen på en bagplade beklædt med bagpapir i små toppe med en god afstand. Småkagerne flyder lidt ud under bagningen.
- Bag kagerne i ca. 10 minutter ved 185 grader varmluft eller midt i ovnen ved 180 grader konventionel ovn.
- Afkøl kagerne på en bagerist og opbevar dem i en kagedåse eller et stort sylteglas, der lukker tæt.