Disse grillede auberginer er virkelig nemme at lave og så smager de fantastisk. De serveres lune med en lækker sesamdressing, yoghurt, granatæble og mynte og passer til næsten al grillkød.
Indrømmet – jeg er fuldstændig vild med auberginer og kokkererer med den lilla grøntsag hver gang, jeg kan komme til det. Den der cremede og rige smag er simpelthen bare så lækker.
Her er det grillede auberginer, som krydres med lækre dressinger og mynte og granatæblekerner – en eminent sammensætning. Auberginer er både hurtige og nemme at grille, fordi de ikke tager ret lang tid om at blive møre på grillen, og så er de, på grund af deres størrelse, nogle nemme grøntsager at håndtere over grillkullene.
Dressingerne kan du forberede i forvejen – det tager kun et par minutter – og så er det blot at hælde dem over de lune auberginer, når de er færdige på grillen, pynte med lidt hakket mynte og granatæblekerner og vupti, så har du lækkert tilbehør til dit grillkød.
Opskrift på grillede auberginer
Neden for finder du den emme opskrift på, hvordan du laver auberginerne på grillen. Men lad mig lige inspirere dig med et par andre lækre grillretter:
Grønne asparges med serranoskinke
Grillede svampe med fetaost og squash
Grillede dadler med serrano og mascarpone
Grillede auberginer med yoghurt og granatæblekerner
Ingredienser
- 2 mindre auberginer
- olivenolie
- salt
- paprika
- 1-2 spsk tahin (sesampasta)
- 1 frisk lime
- Lidt koldt vand
- 1/2 granatæble
- 1-2 stængler frisk mynte
- 1 dl flydende yoghurt
Sådan gør du
- Skyl auberginerne og skær dem i halve.
- Rids kødet dybt med en kniv på kryds og tværs.
- Pensl med olivenolie på skærefladen og drys med salt og paprika.
- Læg dem på grillen og vend dem, så de bliver grillet på begge sider.
- Rør en dressing af tahin, presset limesaft og ca. en spsk koldt vand. Konsistensen skal være som en god dressing, der hverken er for tyk eller for tyndtflydende. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis nødvendigt.
- Skær granatæblet op og tag kernerne ud.
- Hak mynten fint.
- Når auberginerne er færdigtgrillede, hældes først dressingen med tahin henover, derefter lidt yoghurt og til sidst drysses med hakket mynte og granatæblekerner.