Sommeren byder på så mange søde ting. Bær, der skal plukkes og syltes på alle mulige forskellige måder. Når først man har lært at sylte, begynder det at blive rigtig sjovt at eksperimentere med sammensætninger og forskellige former for sylteri.
Jeg er i øjeblikket helt tosset med at lave sirupper: Hyldeblomstsirup, rabarbersirup, myntesirup, jordbærsirup og mange andre.
Jordbærsirup kan du bruge til at lave den lækreste jordbæris med en intens smag af sommersøde jordbær.
Her får du opskriften på hjemmelavet jordbærsirup:
- 2 dl jordbærsaft
- 1 dl rørsukker
- evt. en halv brugt vaniljestang, hvis du gerne vil have vaniljesmagen med (der er ikke vanilje i jordbærsiruppen på billedet)
Bland ingredienserne i en gryde og kog langsomt op. Det er vigtigt at siruppen ikke koger for hårdt, for så bliver den helt karamelliseret. Kog den ved svag varme og følg med i, hvordan den lige så stille tykner. Det er forskelligt, hvor lang tid siruppen skal koge, men du skal regne med 20 – 30 minutter. Skru ekstra-meget ned for varmen i sidste del af processen.
Du kan løbende tage stikprøver af, hvor sirupsagtig jordbærsiruppen er, ved at hælde et par dråber på en tallerken og se, hvor meget den stivner. Det er nær ved umuligt at vurdere, så længe siruppen er i gryden.
Håber, du får god fornøjelse af din hjemmelavede jordbærsirup!