At lave sin egen hybenmarmelade kræver anstrengelser, men er altså det hele værd, når marmeladen står færdig på bordet og man kan nyde den på sin ostemad. Den smukke orange marmelade er lutter gode sager, og hører næsten til på bordet i efteråret.
Smuk orange marmelade
Hybenmarmelade tager lidt tid at lave. Først skal hybenfrugterne plukkes, derefter skal de skylles, og blomst og stilk skal skæres af. Derefter halveres eller skæres i kvarte og en tur i fryseren og op igen. Og så kommer det møjsommelige arbejde med rense alle kernerne ud med en lille ske eller tommelfingrene, hvis nu man mister tålmodigheden.
Og så kommer det lette til sidst: At koge marmelade. For det sidste er der ingen ben i. Det er første del, der er besværligt og tidskrævende. Men altså, nogle gange får man den største fornøjelse ud af det, der var ganske besværligt at gøre. En større tilfredsstillelse. En større glæde.
Eller også skal man bare tænke på det at lave sin egen hybenmarmelade som ren mindfulness eller tilstedeværelse i nuet. Og så går det hele jo.
Hybenmarmelade er den dejligste ting at kunne sætte på bordet til nybagt brød, en god gul smør og og en skive blød ost. Og hvor er den bare smuk! Mums, altså!
Opskrift på hybenmarmelade
Opskriften på den smukke orange marmelade fyldt med gode vitaminer finder du lige neden for. Opskriften er baseret på 1/2 kilo rensede hyben. Det synes jeg nemlig er rigeligt at ordne på én gang og samtidig giver det ca. tre sylteglas af marmeladen, hvilket rækker fint til et efterår hos os.
Er du tosset med hybenmarmelade, kan du altid doble opskriften op. Og er du usikker på, om det er noget for dig, kan du halvere den.
Og har du plukket rigeligt med hyben, så sørg også for at tjekke mine andre opskrifter med hyben. Måske finder du lidt god inspiration:
Se alle opskrifter på hjemmelavede marmelader
Hybenmarmelade
Ingredienser
- 500 g rensede hybenskaller
- 2,5 dl vand
- ca. 250 g sukker
- revet skal af 1 citron
- 1/2 stang vanilje
- atamon eller spiritus til at skylle glassene med
Sådan gør du
- Skyl de plukkede hyben og skær blomst og stilk af. Skær derefter alle hybenfrugterne i kvarte og kom dem i fryseren til næste dag – så er det nemmere at rense kernerne ud.
- Rens kernerne ud på de frosne hyben og kom dem i en gryde med vandet.
- Bring gryden i kog og kog hybene i ca. 20-25 minutter, så skallerne koges møre.
- Tilsæt sukker, revet citronskal og vaniljekorn og -stang. Kog marmeladen i yderligere 15-20 minutter.
- Tag gryden af varmen og kør en stavblender let igennem marmeladen – det skal ikke blive til hybenmos.
- Sæt gryden tilbage på blusset og kog marmeladen igennem i yderligere et par minutter. Smag til med sukker.
- Hæld marmeladen på skoldede og atamonskyllede sylteglas og opbevar på køl.