Hyldeblomstmarineret kylling er en rigtig sommerkylling, som virkelig smager af hyldeblomster – det smager fantastisk! Det er en helstegt kylling i ovn, som er let at lave, og som passer sig selv det meste af tiden.
En rigtig sommerkylling
Kylling smager skønt på varme sommeraftenener, fordi kødet er let og lyst. Og når man samtidig marinerer kylllingen i hyldeblomster og citron, får kyllingen en virkelig sommerlig smag.
Den ovnstegte kylling passer både som hverdagsmad og som lækker sommermad en lørdag aften, hvor man har gæster, hvor det er nemt at lave flere kyllinger i ovnen på én gang i en stor bradepande og så dele dem i fire ved servering.
Denne hyldeblomstmarinerede kylling smager absolut fremragende med jordbærsalsa og små nye kartofler, som først bliver kogt og derefter vendt i smør og friskhakket dild. Agurkesalat med hyldeblomst og hjulkrone eller hjemmesyltede agurker smager også fremragende til denne kylling.
Opskrift på hyldeblomstmarineret kylling (en hel kylling – til ca. 4 personer)
- 1 hel fersk kylling, ca. 1500 gram
- 2 dl koncentreret hyldeblomstsaft
- 1/2 dl oliven- eller rapsolie
- 1/2 økologisk citron
- 3-4 friskplukkede hyldeblomstskærme
- salt og friskkværnet peber
Sørg for at kyllingen er ren inden i og skyl den i vand. Dup kyllingen af og læg den i en bradepande.
Bland hyldeblomstsaft og olie sammen og hæld det godt udover kyllingen.
Krydr kyllingen med salt og friskkværnet peber.
Snit citronen i fine skiver og læg dem på kyllingen.
Ryst hyldeblomstskærmene helt fri for smådyr og sæt dem på kyllingen med blomsterne nedad. Læg også en hyldeblomstskærm under kyllingen, så den afgiver smag der.
Steg kyllingen i ovnen ved 225 grader i ca. 15 minutter. Skru derefter ned til 200 grader og steg videre, til kyllingen er mør, ca. 30-45 minutter.
Hæld evt. lidt ekstra olie på kyllingen, når du skruer ned for varmen. Den må nemlig ikke blive for tør. Du kan også bruge smørklatter.
Lad kyllingen stå og hvile i 10 minutter, inden du skærer den ud og serverer den.
God fornøjelse med din hyldeblomstmarinerede kylling!
2 comments
Kan den egentlig laves uden de friske hyldeblomster, eller bliver det bare fesent?
Hej Jasmin
Det kan du sagtens 🙂 Men det giver jo selvfølgelig lige lidt ekstra med de friske blomster – både på smag og udseende. Men prøv bare uden, hvis du ikke er til blomsterne.
Mange hilsner Trine