Jordbærsalsa er et lækkert tilbehør til den varme ret, uanset om det er en grillbøf, fisk på grillen eller hyldeblomstmarineret kylling. Jordbærsalsaen tilføjer friskhed på tallerkenen og smager fantastisk.
Rødt tilbehør
I jordbærtiden vil vi gerne have så mange jordbær som muligt – helst hele tiden, for sæsonen er så kortvarig (selv om den er blevet længere), og inden vi får set os om, er det slut igen, og vi må vente et helt år på at få friske danske jordbær.
De fleste forbinder jordbær med desserter og søde sager, og der er da også der, at bærret virkelig folder sig ud. Men jordbær kan lige som rabarber også smage fantastisk til varme retter, i salater og som relish.
Jordbærsalsa er hurtig og meget nemt at lave. Denne jordbærsalsa tager udgangspunkt i, at det også er sæson for hyldeblomster, og jordbær og hyldeblomster i forening smager simpelthen himmelsk. Har du ikke selv lavet hyldeblomstsaft, kan du købe koncentreret hyldeblomstsaft. Og ellers kan du se opskriften lige her.
Du kan selvfølgelig også erstatte hyldeblomsteddike og hyldeblomstsirup, men det vil komme til at smage anderledes.
Opskrift på jordbærsalsa med hyldeblomst (4 personer)
- 250 g friske jordbær
- 1 spsk olivenolie
- 2 spsk koncentreret hyldeblomstsaft
- 1 spsk hyldeblomstsirup eller en anden sirup eller fx honning, hvis ikke du har hyldeblomstsirup stående
- 1 tsk hyldeblomsteddike – igen har du ikke hyldeblomsteddike, som brug en anden velsmagende lys eddike
- 1 økologisk lime
- 2 stængler forårsløg
- havsalt og friskkværnet peber
Skyl og nip jordbærrene og skær dem i kvarte eller skiver alt efter smag og behag.
Lav en marinade af olivenolie, hyldeblomssaft, hyldeblomstsirup og hyldeblomsteddike, revet limeskal og lidt friskpresset limejuice.
Snit forårsløgene i fine skiver og bland dem i.
Smag til med salt og peber.
Hæld marinaden henover jordbærrene og vend det hele rundt, inden du anretter jordbærsalsaen i en smuk skål. Server med det samme til en varm sommerret, fx hyldeblomstmarineret kylling.
God fornøjelse!