Efterår er rodfrugter, kål og løg i rigelige mængder. Jeg bliver aldrig træt af denne kost, og jeg holder meget af at lave honningbagte rodfrugter med alt, hvad jeg måtte have af forskellige rodfrugter, spidskål, græskar osv. i køleskabet.
Den nemmeste ovnret
Honningbagte rodfrugter passer godt som tilbehør til fleste kødretter, men er også dejlig sammen med en kødfri ret, fordi rodfrugterne mætter. Bagte rodfrugter er utrolig nemt at lave, og det gode er, at man kan variere indholdet i det uendelige, lige som man kan komme kartofler i og lave det til en større ret.
Hvis du ikke har prøvet at mikse kål, rodfrugter, græskar og løg sammen i ovnen før, så prøv endelig det – det smager fantastisk sammen, og honningen giver de bagte rodfrugter det sidste pift af god smag.
Opskrift på honningbagte rodfrugter (4-6 personer)
- ca. 2 kg rodfrugter efter smag og behag, udbud og lager, fx jordskokker, persillerod, pastinak, skorzonerødder, kålrabi, selleri, søde kartofler, kartofler, græskar, rødbeder
- ca. 1/2 kg andre grøntsager, fx porrer, løg, fennikel, spidskål, rødkål, rosenkål
- hele hvidløgsfed – så mange, du lyster
- frisk timian
- olivenolie
- havsalt og friskkværnet peber
- flydende honning
Skræl og skær rodfrugterne i mindre stykker.
Blancher dem let i saltet vand – så skal de ikke have helt så lang tid i ovnen.
Ordn resten af grønsagerne og bland dem sammen med rodfrugterne i en stor bradepande eller et ovnfast fad.
Hæld godt med olivenolie over grøntsager og rodfrugter og vend det hele rundt.
Drys med frisk timian, havsalt og friskkværnet peber.
Sæt det ovnfaste fad eller bradepanden i ovnen i ca. 45 minutter ved 180 grader.
Vend honningen i rodfrugterne og bland godt rundt og bag derefter rodfrugterne i yderligere 10-15 minutter.
Tiderne er cirka-angivelser, for det vil variere, hvor lang tid rodfrugterne skal bages alt efter, hvor store rodfrugterne er skåret ud og ovntype. Stik evt. med en gaffel i de største stykker for at tjekke, om de er møre.
God fornøjelse og nyd de honningbagte rodfrugter!