Lakrids er ikke blot en smag; det er en passion. Og når denne dybe, komplekse smag kombineres med den silkebløde fornøjelse af hjemmelavet karamel, skabes der en himmelsk lækkerbid. Lav nemt og hurtigt dine egne hjemmelavede lakridskarameller.
En uimodståelig alliance
Her er de skønneste hjemmelavede karameller med lakrids. Det er luksusbidder, hvor lakridspulveret møder karamellens sødme og toppes med knasende rålakridsgranulat for den ultimative smagsoplevelse.
Lakrids er en eftertragtet og udsøgt smag, og når den smelter sammen med karamellens fyldige sødme, opstår der magi i mundhulen. Lakridspulverets dybe noter bringer en subtil bitterhed, der balanceres elegant af karamellens rige og bløde karakter. Denne kombination er ikke kun en smagsoplevelse, det er en kærlighedserklæring til lakridselskere og karamelentusiaster.
Nem juleknas
Det er meget nemt at lave karameller med lakridssmag selv. Først kommes fløde, sukker og glucosesirup i en gryde og bringes i kog. Herefter står massen lige så stille og simrer og koger ind til en gylden karamel. Der skal kun røres en gang i mellem.
Når karamelmassen når 122 grader (brug et sukkertermometer eller et digitalt termometer), tages karamellen af varmen. Lakridspulveret røres i og karamellen hældes i en bøtte eller beholder beklædt med smurt bagepapir. Herefter drysses med rålakridsgranulat.
Opskrift på hjemmelavede karameller med lakrids
Opskriften er ganske nem at gå til. Jeg synes, karamellerne bliver bedst, hvis karamelmassen koger, indtil den er ca. 120-122 grader – helst 122 grader. Så er der nemlig lidt bid i dem.
De må helst ikke blive for bløde. Skulle de ske at blive for bløde for din smag, kan du skære dem op og bruge dem i marcipankonfekt, i hjemmelavet is eller i cookies. Bliver de for hårde, kan du spise dem som bolsjer i stedet eller hakke dem op og komme dem i småkagedejen. Man kan altid finde anvendelse til god hjemmelavet karamel – uanset, hvordan den ender med at blive.
Er du vild med juleknas og konfekt? Så find gerne masser af inspiration i mine mange andre konfektopskrifter:
Se alle opskrifter på juleknas og konfekt
Karameller med lakrids
Ingredienser
- 250 g sukker
- 125 g glucosesirup
- 5 dl piskefløde
- ca. 3-4 spsk lakridspulver
- lakridsgranulat
Sådan gør du
- Kom sukker, glucosesirup og fløde i en gryde og bring det langsomt i kog.
- Lad karamelmassen koge i ca. 40-50 minutter og rør i det engang i mellem, men ikke hele tiden.
- Når karamelmassen har en temperatur på ca. 120-122 grader (brug et sukkertermometer) er den færdig. Karamellen skal føles sej og sammenhængende, når du rører rundt i den og slippe bund og sider. Er du i tvivl, kan du lave en karamelprøve: Kom en lille klat karamel i et glas iskoldt vand. Hvis karamellen former sig til en lille kugle, er den klar, flyder den ud og spredes i glasset, skal den koge i længere tid. Husk, at vandet skal være iskoldt og ikke bare koldt.
- Drys lakridspulver i karamellen og rør rundt.
- Hæld karamellen i en form eller bøtte (ca. 15 x 15) med bagepapir, som enten er smurt i lidt smagsneutral olie eller sprayet med sprayfedt. Drys lakridsgranulat ovenpå og lad karamellen køle af på køkkenbordet.
- Sæt låg på, når karamellen er kølet af og opbevar den på køl. Karamellerne er klar til at blive spist efter 3 timer, men de er bedre næste dag.