Marengsreder med ribsis er en rigtig sommerlig dessert, som kan laves hele året. Is og marengs er ikke en dårlig kombination, de to dele er nærmest som skabt til hinanden. Og vil du gøre det ekstra godt, kan du lave en creme og lægge i bunden af rederne.
Fuglereder med lyserødt fyld
Disse marengsreder med ribsis smager vidunderligt – både på en varm solskinsdag og som dessert i løbet af året. Ribsisen er lavet på ribssaft, som du kan lave selv eller købe i supermarkedet. Måske har du ribs i fryseren, som skal bruges til noget fornuftigt?
Desserten er en ultimativ ribsdessert med både ribsis, ribssirup og friske ribs som pynt. Og det giver altså den vildeste og mest intense smag af ribs og sommer, når disse forskellige ting med ribs kombineres.
Syrlige ribs
Ribs har nemlig denne der vidunderlige syrlighed, som gør bærrene perfekte til en dessert med marengs, som jo er temmelig sød. Smagen af ribs kan nemlig sagtens bære den søde marengs, som samtidigt tilfører desserten ren knasende sprødhed.
Opskriften er på 6 marengsreder med en diameter på ca. 6-7 cm. Vil du have dem større, kan du evt. lave en større portion. Orker du ikke selv at lave is, kan du jo altid snyde og købe dig til en lækker is. Husk at læse min guide til at lave den perfekte marengs, inden du går i gang.
Opskrift på marengsreder med ribsis
Opskriften på disse marengsreder med ribsis ser lang og kompliceret ud, men er det i virkeligheden ikke. Det er blot en meget udførlig opskrift på, hvordan du laver perfekt marengs, så du ikke ender med en klistret tyggegummiagtig masse eller marengs, der knækker og skiller.
Alle delene til denne lækre dessert kan laves i god tid i forvejen og behøver ikke at blive lavet samme dag. Så lav enkeltdelene, når du har tiden til det.
Får du lyst til at lave flere lækre ting med ribs, så find gerne inspiration i mine mange andre ribsopskrifter:
Marengsreder med ribsis
Ingredienser
Marengs
- 180 g sukker
- 3 æggehvider
- 1/2 stang vanilje (eller 1 toptsk vaniljesukker)
- 1/2 tsk klar lagereddike
Pynt
- ribssirup
- friske bær – gerne ribs
- friske mynteblade
- spiselige blomster, fx hjulkrone eller kornblomst
Sådan gør du
Marengs
- Tænd ovnen og sæt den på 100-110 grader (marengs må ikke bages over 115 grader og ovne bager forskelligt).
- Pisk æggehviderne i en ren og tør skål, som ikke er af plastik, sådan her: Først pisker du ved lav hastighed, indtil der begynder at komme små bobler i æggehviderne, derefter sætter du din håndmikser på fuld kraft og pisker videre i et minut eller to, indtil æggehviderne danner små bløde skumtoppe. Dette kan du ikke se, mens du pisker, derfor er du nødt til at stoppe op med mellemrum og tjekke dine æggehvider, så du ikke pisker dem for meget. Du kan se de bløde skumtoppe, når du trækker piskerisene op af æggehviderne. I bunden af piskerisene vil æggehviderne sidde som bløde skumtoppe, dvs. at “spidsen” af toppen bøjer ned og står ikke lige op.
- Så tilsætter du sukker lidt efter lidt, ca. ad 4 omgange, og pisker, indtil du har helt stive skumtoppe. Tilsæt vanilje sammen med sidste omgang sukker. Marengsen er færdig, når du ikke længere kan mærke sukkerkornene mellem to fingre, når du tager en lille klat marengs på.
- Tilsæt tilsidst eddike og pisk videre i nogle sekunder, så eddiken blandes godt i marengsen.
- Kom marengsmassen i en sprøjtepose og lav 6 reder på en bageplade med bagepapir. Start i midten og lav en flad bund. Lav derefter i samme bevægelse en kant rundt på bunden ved at sprøjte to-tre lag ovenpå hinanden.
- Sæt marengsen i ovnen og bag den i ca. 1,5 time. DET ER VIGTIGT, AT DU IKKE ÅBNER OVNEN, MENS MARENGSEN BAGER!
- Sluk for ovnen og lad marengsen køle af i 20 minutter med ovndøren lukket, åbn derefter ovndøren på klem og lad rederne køle helt af.
Ribsis
- Mens marengsen er i ovnen, laver du ribsisen. Det tager ca. en times tid – følg opskriften her.
Servering
- Fyld is i marengsrederne og pynt gerne med en skefuld ribssirup, friske bær, hjulkrone og et enkelt mynteblad. Server med det samme!