Lav din egen helt vidunderlige sirup af slåen og brug den bl.a. i efterårets vildtretter og gryderetter eller brug siruppen som erstatning for honning, fx på morgenmaden.
Smagen af naturens guld
Slåensirup smager virkelig fortrinligt. Du kan bruge slåensirup ovenpå din morgenmad på fx skyr, græsk yoghurt eller lignende, på brunchpandekager eller almindelige pandekager eller på risalamande eller en god hjemmelavet vaniljeis.
Du kan også bruge slåensirup i vildtretter eller i dressinger til vinterens salater, som ofte indeholder kål og derfor godt kan bruge lidt sødme. Eller brug siruppen som erstatning for honning over et stegt kyllingebryst eller bagte rodfrugter.
Du skal ud at samle slåen
Du skal plukke slåen inden frosten, hvis du vil have fat i dem før fuglene. Slåen er meget bitre og bedske i smagen, og tager du en bid, snerper hele munden sig sammen, og du ville ønske, at du aldrig havde gjort det. Men lige så snart slåen har overnattet i fryseren, forsvinder bedskheden, og de blåsorte bær får en sødme over sig i stedet.
Og hvorfor skal du så samle slåen? Det skal du, fordi du både kan lave slåensirup, slåensnaps og slåengin. Det hele smager fantastisk.
Og så ville jeg gerne sige, at det er hyggeligt at plukke slåen, men jeg vil mene, det ikke er den hyggeligste råvare at samle i naturen, da slåenbuske har lange torne og bærrene ofte sidder højt. Men sjovt og udfordrende er det, og der kan faktisk godt gå lidt sport i det.
Desuden er der jo den der dejligt følelse, man får, når man udnytter naturens spisekammer. Men husk at lade nogle bær være tilbage til fuglene. Lige så snart den første frost har været her, sætter fuglene gang i et festmåltid.
Opskrift på slåensirup
Det er ganske nemt at lave sin egen slåensirup, men allerførst skal bærrene en tur i fryseren. Når slåen får frost ændrer smagen sig fra bitter til sød (men ikke så sød, at du kan spise dem). Så hvis du plukker slåen, før frosten sætter ind, er det nødvendigt at lægge frugterne i fryseren en dags tid eller to først.
Får du plukket mange slåen og har lyst til at lave flere lækre sager med frugterne, så finder du her på siden flere andre opskrifter med slåen. Her er et lille udpluk – snyd fx ikke dig selv for at lave en god slåengin:
Slåensirup
Equipment
- 1 Glasflaske
Ingredienser
- ca. 350-400 g modne slåen
- 1 liter vand
- 1/2 dl æbleeddike
- 400 g rørsukker
Sådan gør du
- Skyl og rens de modne slåen og læg dem i fryseren i 48 timer, så de får frost og bitterheden forsvinder.
- Efter mindst to døgn (de kan sagtens ligge længere, og du kan lave slåensirup på hvilket som helst tidspunkt på året) tager du bærrene ud og hælder dem frosne i en gryde.
- Kom vand, æbleeddike og sukker i gryden og lad det hele koge i ca. 10 minutter.
- Hæld derefter saften gennem en sigte uden at masse bærrene.
- Hæld nu saften tilbage i gryden og kog den ind til en sirup. Det kan være svært at sætte en nøjagtig tid på. Her er du blot nødt til at holde øje med saften og lave en test eller flere, når du kan se, det nærmer sig. Testen laver du ved at tage en lille teskefuld af siruppen og køle af. Så kan du se, om den har den rette sirupskonsistens. Det er også et spørgsmål om smag og behag, hvor tyk man synes en sirup skal være, og hvad man skal bruge den til.
- Hæld den færdige slåensirup på et skoldet glas med låg, hvis den er meget tyk eller på en glasflaske, hvis den er god og hældbar.
- bruger du siruppen hver dag, kan du opbevare den ved stuetemperatur – ellers opbevar den på køl, det forlænger holdbarheden.