Denne svenske æblekage smager som en drøm og er samtidigt en af den allernemmeste og hurtigste æblekager at bage. Den består af et lag æbler i både, som overhældes med en blød dej, der bliver sprød og lækker på toppen.
Sensommerkage
Svensk æblekage er den æblekage, du skal bage, når det skal gå lynhurtigt, og du bare har lyst til at smække en nem og hurtige æblekage sammen til eftermiddagskaffen. Kagen er fyldt med æblebåde, der er overhældt med en dej, der er blød mellem æblerne og sprød og næsten karamelliseret på toppen. Utrolig lækkert!
Æblekagen smager godt i sig selv med en god klat letpisket fløde eller lidt creme fraiche rørt op med lidt vanilje. Men det smager også helt vidunderligt med en klat vanilje- eller karamenis til, som kan smelte langsomt på den lune æblekage.
Der er jo ikke noget som nybagt, lun æblekage – det er det allerbedste. Men får I ikke spist hele kagen, kan den gemmes på køl og lunes i ovnen igen. Eller den kan fryses og lunes efter optøning. Og det er da dejligt at kunne tage sådan en kage op af fryseren.
Hvilke æbler skal du bruge?
Selvfølgelig skal du først og fremmest bruge de æbler, du har i haven. Det bedste er at bruge enten madæbler eller halvsyrlige æbler, som danner et godt modstykke til den søde, sprøde dej på toppen.
Bruger du spiseæbler, bliver æblekagen overordnet set lidt sødere, men kan sagtens smage skønt alligevel. Her kan det være en god idé at server den med creme fraiche eller et andet syrligt mælke- eller planteprodukt. Så får den søde kage lidt modspil.
Opskrift på svensk æblekage
Opskriften består kun af få ingredienser og er noget af det nemmeste at gå til. Kanel er et vigtigt krydderi i kagen. Bryder du dig ikke om dette krydderi, kan du fx erstatte det af stødt kardemomme eller ekstra vanilje.
Og får du lyst til at bage flere æblekager, så find gerne inspiration i de mange, mange andre opskrifter på æblekager fra hele verden her på siden. Prøv fx:
Se alle opskrifter på æblekager
Svensk æblekage
Equipment
- 1 ovnfast fad eller dybt tærtefad
Ingredienser
Æblelag
- 4-5 æbler (mediumstørrelse)
- 50 g sukker
- 3 tsk kanel
Dej
- 200 g sukker
- 175 g smør
- 150 g hvedemel
- 1 æg str. m
- 1 lille nip fint salt
Sådan gør du
- Skræl æblerne og skær dem i både.
- Læg dem i bunden af et smurt ovnfast fad og drys med sukker og kanel.
- kom alle ingredienser til dejen i en skål og rør den sammen – enten i hånden eller på maskine, til den er fin glat og lidt sej.
- Fordel dejen over æblerne, så de er dækkede.
- Sæt kagen i ovnen ved 170 grader varmluft i ca. 1 time til 1 timw og 15 minutter, til kagen er flot og gylden på toppen.
- Lad kagen køle lidt af og server den derefter lun med letpisket fløde, creme fraiche eller is.