Pavlova er den dejligste marengskage, og denne her med friske solbær og solbærcreme smager vidunderligt på en sommerdag. Marengsen bages med en smule solbærsirup, som giver den et flot og indbydende udseende.
Marengskage
Solbærpavlova er en særdeles skøn sommerkage, som laves med friske solbær og en hjemmelavet solbærsirup. Siruppen bruges både i marengsen og til at lave en lækker solbærcreme som fyld.
I princippet kan du lave denne pavlova med lige præcis de bær, du nu engang har i haven og blot følge opskriften. For næsten ligegyldigt hvilke bær, du bruger, vil det blive til en dejlig marengskage. Kagen er ret nem at bage, og der er ikke meget arbejde i den.
Jeg kan dog godt lide solbær, som jeg også har mange af i haven. Særligt siruppen bliver utrolig smuk, og giver marengsen det lille ekstra. Inden du kan bage marengskagen, skal du derfor først have lavet en solbærsirup. Det er bedst at gøre dagen før, men det kan også gå, hvis du laver den om morgenen. Se opskriften på solbærsirup her.
Det sværeste er selvfølgelig marengsen, som du starter med at lave min. 2-3 timer, før du gerne vil servere kagen. Jeg har lavet en udførlig guide til, hvordan du får succes med din marengs og bl.a. hvor lang tid du skal piske æggehviderne, så tjek gerne denne guide til marengs, inden du går i gang.
Se guiden til at lave en god marengs her
Når marengsen er færdigbagt og kølet af, rører du cremen sammen. Den består af fløde, skyr og solbærsirup. Cremen hældes over marengsen, hvorefter der fyldes friske solbær på, pyntes med mynteblade og spiselige blomster, og så er kagen ellers klar til servering.
Opskrift på solbærpavlova
Opskriften på den sommerlige marengskage med solbær finder du lige her nedenunder. Marengskage skal helst serveres samme dag, som den laves, men den kan godt holde sig i køleskabet, hvis der er noget tilovers. Så kan man guffe resterne næste dag.
Er du i øvrigt vild med marengs, så tjek også mine andre lækre opskrifter på marengskager:
Marengsreder med lakrids og hindbær
Sommerkage med marengs, rabarberkompot og råcreme
Se også alle opskrifter med solbær
Solbærpavlova
Ingredienser
Marengs
- 3 æggehvider
- 180 g hvid sukker
- 1 lille tsk klar eddike
- 2-3 spsk solbærsirup
Solbærcreme
- 2 dl piskefløde
- 1 dl skyr eller creme fraiche
- 2 tsk vaniljesukker
- ca. 3-4 spsk solbærsirup
Pynt
- 200 g friske solbær
- mynteblade
- spiselige blomster, fx hjulkrone
Sådan gør du
Marengs
- Tænd ovnen og sæt den på ca. 95-100 grader (marengs må ikke bages over 115 grader og ovne bager forskelligt).
- Pisk æggehviderne i en ren og tør skål, som ikke er af plastik, sådan her:Først pisker du ved lav hastighed, indtil der begynder at komme små bobler i æggehviderne, derefter sætter du din håndmikser på fuld kraft og pisker videre i et minut eller to, indtil æggehviderne danner små bløde skumtoppe. Dette kan du ikke se, mens du pisker, derfor er du nødt til at stoppe op med mellemrum og tjekke dine æggehvider, så du ikke pisker dem for meget. Du kan se de bløde skumtoppe, når du trækker piskerisene op af æggehviderne. I bunden af piskerisene vil æggehviderne sidde som bløde skumtoppe, dvs. at “spidsen” af toppen bøjer ned og står ikke lige op.
- Så tilsætter du sukker lidt efter lidt, ca. ad 3-4 omgange, og pisker, indtil du har helt stive skumtoppe. Marengsen er færdig, når du ikke længere kan mærke sukkerkornene mellem to fingre, når du tager en lille klat marengs på.
- Tilsæt tilsidst eddike og pisk videre i nogle sekunder, så eddiken blandes godt i marengsen.
- Kom marengsen på en bageplade beklædt med bagepapir. Læg marengsen i en tyk og høj klat i midten af pladen og begynd så at smøre eller nærmest mase marengsen ned i midten, så den tvinges ud i siderne. På denne måde får du nemmere en rund kage samtidig med, at der danner sig en kant. Marengsen skal være ca. 25 cm i diameter. Pres ned i midten, så du til sidst har en lille "skål", hvor du kan fylde creme i.
- Hæld en lille smule solbærsirup på marengsen og kør siruppen løst ind i marengsen med en spiseske. Gentag evt. ad et par omgange og undlad at hælde for meget solbærsirup på.
- Sæt marengsen i ovnen og bag den i ca. 1 time og 45 min. – 2 timer – afhængigt af, hvor høj din kant på marengsen er. DET ER VIGTIGT, AT DU IKKE ÅBNER OVNEN, MENS MARENGSEN BAGER!
- Sluk for ovnen og lad marengsen køle af i 20 minutter med ovndøren lukket, åbn derefter ovndøren på klem og lad marengsen køle helt af.
Solbærcreme
- Pisk fløden til en fast skum uden at overpiske.
- Rør skyr eller cremefraiche i sammen med vaniljesukker.
- Hæld lidt solbærsirup i cremen, men undlad at røre rundt. Kom derefter cremen på marengsbunden, så solbærsiruppen blot følger med og kan ses tydeligt i cremen. Hæld evt. sirup i cremen igen, når du har hældt halvdelen over på marengsbunden. Til sidst kan du også dryppe lidt sirup hist og her, hvis der mangler, og køre den let ind i cremen med en ske.
Pynt
- Skyl og nip solbærrene og hæld dem forsigtigt ud over cremen.
- Pynt med mynteblade og spiselige blomster.
- Server pavlovaen med det samme.