Aioli er en klassiker, som er så nem at lave, og så fyldt med smag og lækkerhed. Jeg er en af dem, der sket ikke kan få nok af aioli, og laver den gerne i forskellige smagsvarianter alt efter, hvad den skal bruges til.
Hjemmelavet aioli er bedst
Der er ikke noget skønnere end en hjemmelavet aioli på middagsbordet. Om det er til hjemmelavede pomfritter, burgere, tigerstegte rejer eller bare til et godt brød, så er hjemmelavet hvidløgsmayonnaise bare lækkert. Opskriften her er pærenem, og du er mere eller mindre garanteret succes, hvis du følger den nøje.
Denne aioli er lavet på friske æg, og metoden er derfor baseret på, at du anvender hele rigtige æg og ikke pasteuriserede æg. Jeg har ikke prøvet at lave aioli med pasteuriserede æg med denne fremgangsmåde, så jeg skal ikke kunne sige, om det virker på samme måde. Men du kan prøve, hvis du ikke vil bruge friske æg.
Alle æg kontrolleres for salmonella i dag, og Danmark er heldigvis salmonellafri igen. Det betyder, at vi trygt kan anvende friske æg i madlavningen igen.
Opskrift på hjemmelavet aioli
Neden for finder du opskriften på aioli lavet fra bunden – på en nem måde. Er det forår, kan du plukke ramsløg i skoven og lave denne skønne ramsløgaioli. Aioli med ramsløg minder utrolig meget om aioli i smagen, men er lysegrøn i stedet for hvid.
Opskrift
- 2 dl rapsolie
- 2 hele æg
- 1-2 fed hvidløg
- salt og friskkværnet peber
Hæld rapsolie i sådan et højt litermål, som hører med til de fleste stavblendere.
Slå derefter to hele æg ud i olien – på denne måde holder du æggene samlet, så de ikke løber ud.
Skræl et par hvidløg og skær dem i store stykker og læg dem ned i litermålet. Drys et nip salt og lidt friskkværnet peber i.
Sæt nu din stavblender ned i litermålet. Du skal sætte den helt ned i bunden, hvorefter du tænder for fuld styrke. Blend nede i bunden et minuts tid, og når du kan se, at aiolien begynder at samle sig, bevæger du stille og roligt stavblenderen opad, mens du medtager det sidste olie. Det skal gå ganske langsomt, for gør du det for hurtigt, tilføjer du for store mængder olie ad gangen, og så er det, at det kan gå galt.
Og så har du faktisk en aioli! Sværere er det ikke.