En lækker forårsgrøn aioli med ramsløg er simpelthen noget af det allerbedste og slet ikke så svær at lave. Aiolien smager selvsagt fantastisk på brød, men server den også gerne med hjemmelavede pommes frites, hvidløgsstegte tigerrejer eller grønne bønnefritter.
Aioli med ramsløg
En ramsløgaioli smager af forår og er simplethen så lækkert.
Alt med ramsløg signalerer forår. Det er både smagen og farven og selvfølgelig bevidstheden om, at nu begynder det hele. Alle de nye spændende råvarer, der kommer i sæson fra nu af. Og ramsløg er bare starten på det hele. Inden længe kan vi plukke rabarber og asparges og grave nye kartofler op.
Aioli med ramsløg er ganske enkelt at lave og slet ikke så svært. Og hvis der er noget, der er arbejdet værd, så er det altså en hjemmelavet lysegrøn aioli med den skønneste smag af ramsløg. Smurt på et stykke brød. Eller serveret sammen med stegte tigerrejer. Eller sammen med kartofler, hvad enten det er ovnkartofler eller hjemmelavede pommes frites eller kartoffelbåde. Eller en af mine yndlingssnacks: Grønne bønnefritter i ovnen med ramsløgaioli til.
Selvfølgelig smager aiolien også godt på en rugbrødsmad med kogte æg, røget makrel eller kold kartoffel. Eller på et stykke ristet franskbrød med røget laks og lidt æggestand.
Der er virkelig mange retter, som aioli med ramsløg vil sætte prikken over i’et til.
Opskrift på ramsløgaioli
Neden for finder du den lækre opskrift på hjemmelavet lysegrøn aioli med ramsløg. Aiolien kan sagtens holde sig en halv til en hel uge i køleskabet, men lav den gerne tit og ofte i ramsløgsæsonen.
Er du vild med smagen af ramsløg, så kom gerne ud i skoven og pluk en masse. Her er nogle udvalgte opskrifter med ramsløg, som måske kan inspirere dig til skønne retter og lækre ting og sager, du kan trylle frem med de nyplukkede ramsløg:
Syltede hele ramsløgblomsterknopper
Omelet med ramsløg og bøgehatte
Se alle opskrifter med ramsløg
Ramsløgaioli
Equipment
- Elpisker
Ingredienser
- ca. 20 ramsløgblade
- 2 dl smagsneutral olie, fx en god koldpresset rapsolie
- 2 æggeblommer
- 1 spsk citronsaft
- 1 tsk klar eddike
- 1 tsk dijonsennep
- 1/2 tsk salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Skyl ramsløgbladene og dup dem tørre i et viskestykke.
- Hak bladene groft og blend dem fint sammen med olien.
- Kom æggeblommer i en skål sammen med citronsaft, eddike og sennep og pisk det godt sammen med en elpisker.
- Hæld den blendede ramsløgolie langsomt i, mens du fortsat pisker kraftigt. Først dråbe for dråbe og derefter en lille tynd stråle af gangen
- Når aiolien begynder et tykne, kan du hælde lidt mere olie i af gangen.
- Smag til med havsalt og friskkværnet peber og opbevar på køl indtil servering.
Noter
Tips til at lave aioli
- Du kan piske aiolien i hånden med et almindeligt piskeris, men det er nemmere med en elpisker. Du kan også bruge en stavblender eller en blender.
- Brug en smagsneutral olie, som fx rapsolie eller vindruekerneolie. En olivenolie duer ikke her – den smager simpelthen ikke godt i aiolien.
- Hæld olien meget forsigtigt i æggene, så de ikke skiller, og pisk kraftigt imens. Hvis du er uheldig og æggene skiller, så pisk en ny æggeblomme luftig i en anden skål og pisk derefter den skilte aioli forsigtigt i den nye æggeblomme – meget lidt ad gangen.
Læs den komplette guide til ramsløg