Klassisk Eton Mess smager som en drøm, men den samme dessert med blodappelsin smager altså fuldstændigt vidunderligt. Desserten har det helt rigtige forhold mellem sødme og syre, blødhed og sprødhed, friskhed og cremethed.
Klassisk engelsk dessert i nye klæder
Blodappelsin Eton Mess er en absolut yndlingsdessert herhjemme, og jeg laver altid store portioner, fordi min familie lapper den i sig og spørger efter mere. Man finder næsten heller ikke en dessert, der er mere perfekt og velafbalanceret. Den smager fuldstændigt fantastisk!
Det er nemlig balancen mellem elementerne i desserten, der gør den så forbandet lækker. Forholdet mellem syren fra blodappelsinen passer perfekt med den søde marengs. Appelsinfileternes friskhed går fantastisk i spænd med den cremede fløde. Og så er desserten både sprød og blød, sød og lidt fed – og uimodståeligt frisk.
Desserten kan selvfølgelig laves med både almindelige orange appelsiner eller blodappelsiner, når de er i sæson i januar, februar og marts. Og er det sæson for blodappelsiner, vil jeg kraftigt opfordre til at bruge disse delikate, smukke og smagfulde røde frugter. De smager mere syrligt end de fleste appelsiner og så pynter de helt utroligt smukt i en dessert.
Er det uden for blodappelsin- og appelsinsæsonen, kan du overveje at lave en klassisk Eton Mess med jordbær i stedet. Eller prøve den lækreste Rabarber Eton Mess eller en Blomme Eton Mess.
Opskrift på Blodappelsin Eton Mess
Den klassiske engelske dessert er måske en af de nemmeste desserter at lave. For det første er der ikke mange elementer i desserten. Den består blot af flødeskum, marengs og frugt eller bær.
Og der er heller ikke ret meget, der kan gå galt. Det, man måske skal være mest opmærksom på, er ikke at piske fløden for meget. For lige så snart marengsen bliver bliver blandet i flødet, bliver den automatisk mere stiv. Og selv når fløden er meget blød, vil den komme til at se mere stiv ud med marengs i. Den smager dog ikke sådan, men har blot udseendet af det. Det aner man også på billederne.
Og uanset, hvordan din marengs ender ud, vil den smage godt i desserten. Jeg vil dog anbefale dig at læse min store guide til at få succes med din marengs, hvis du gerne vil blive klogere på, hvordan du laver perfekt marengs hver gang.
Får du lyst til at lave mere med blodappelsin, så tjek også gerne disse opskrifter ud:
Blodappelsinkage med kandiserede appelsiner
Se alle opskrifter med appelsiner
Blodappelsin Eton Mess
Equipment
- 4-6 portionsglas
Ingredienser
Marengs
- 2 æggehvider
- 120 g sukker
- 1 lille tsk hvid eddike
Fyld
- ca. 4-6 blodappelsiner alt efter størrelse
- 1/2 l piskefløde
- 1 spsk sukker
- 1 tsk vaniljesukker
Sådan gør du
Marengs
- Tænd ovnen på 110 grader og gør en bageplade klar med bagepapir.
- Pisk æggehviderne i en lille skål. Når de er næsten stiftpiskede og har bløde toppe, hælder du sukkeret i lidt efter lidt og tilsidst en lille tsk eddike (som gør marengsen blank).
- Hæld marengsmassen ud på bagepladen og smør den ud med en dejskraber. Marengsen bliver brudt i stykker senere, så formen betyder ikke så meget.
- Sæt marengsen til tørre i ovnen i mindst en time. Det kan godt tage længere tid alt efter, hvilken ovn du har. Når marengsen løsner sig uden besvær fra bagepapiret, er den færdig. Der må ikke sidde klistrede rester tilbage, så er den stadig våd indeni.
Fyld
- Skær skrællen af appelsinerne og skær appelsinkødet ud i mindre fileter.
- Når marengsen er helt færdig og er kølet af, pisker du flødeskum af fløden – den må endelig ikke blive for stiv, for den skal være cremet og lækker, og den vil føles mere stiv, når du blander de andre ingredienser i. Tilsæt sukker og vanilje.
- Knæk marengsen i mindre bidder og bland den i flødeskummet sammen med blodappelsinfileterne (hold lidt tilbage til at pynte med). Vend det hele rundt og anret i portionsskåle. Pynt med blodappelsin og evt. lidt ekstra marengs eller et grønt mynteblad.