Desserter

Eton Mess

Eton MessEton Mess er et vidunderligt rod af lækre solmodne jordbær, klistret marengs og flødeskum med vaniljesmag. Det bliver næsten ikke bedre – det er en af sommerens allerbedste desserter. Og så er den tilmed nem og hurtig at lave.

En sommerklassiker

Denne sommerdessert er en absolut klassiker, og historien er, at den er opfundet af studerende på Eton i Cambridge. Det er godt fundet på, for desserten smager virkelig fremragende, selv om den ikke er specielt smuk at se på. Det er en skøn måde at få sommerjordbær på, og en let dessert at lave en sommeraften.

Hjemmelavet Eton Mess med jordbær

Opskrift på Eton Mess (4-5 personer)

  • 2 æggehvider
  • 120 g sukker
  • 1 tsk eddike, gerne roseneddike
  • 1/2 vaniljestang eller 2 tsk vanillesukker
  • 500 g jordbær
  • 3 dl fløde
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk vanilje
  • evt. mynteblade til at pynte med

Tænd ovnen på 110 grader og gør en bageplade klar med bagepapir. Jeg sprøjter bagepapiret med lidt sprayfedt, så jeg er sikker på, at marengsen ikke sætter sig fast.

Pisk æggehviderne i en lille skål. Når de er næsten stiftpiskede, hælder du sukkeret i lidt efter lidt og tilsidst eddiken. Bland vanilje i.

Hæld marengsmassen ud på bagepladen og smør den ud med en dejskraber. Marengsen bliver brudt i stykker senere, så formen betyder ikke så meget.

Sæt marengsen til tørre i ovnen i mindst en time. Det kan godt tage længere tid alt efter, hvilken ovn du har. Når marengsen løsner sig uden besvær fra bagepapiret, er den færdig. Der må ikke sidde klistrede rester tilbage, så er den stadig våd indeni.

Nip jordbærrene og skær dem i kvarte. Hvis du bruger nyplukkede danske bær fra haven, er der som sådan ingen grund til at skylle dem, med mindre de er beskidte.

Når marengsen er helt færdig og er kølet af, pisker du flødeskum af fløden – den må endelig ikke blive for stiv, for den skal være cremet og lækker, og den vil føles mere stiv, når du blander de andre ingredienser i. Tilsæt sukker og vanilje.

Knæk marengsen i mindre bidder og bland den i flødeskummet sammen med jordbærrene (hold lidt tilbage til at pynte med). Vend det hele rundt og anret i portionsskåle. Pynt med jordbær og mynteblade!

Og nyd så din Eton Mess!

Er du vild med den klassiske Eton Mess, så prøv også en Rabarber Eton Mess.

Hjemmelavet Eton Mess med jordbær

Eton Mess

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar