Denne lækre karryret med græskar bliver hurtigt en yndlingsvegetarret på kødfri dage. Retten er nem at lave og smager virkelig skønt med den møre butternut squash og de sprøde peanuts på toppen. Server gerne med ris, salat og brød.
Den bedste græskar af dem alle
Butternut curry er en af mine yndlingsvegetarretter, når vi har kødfri dage, for jeg elsker simpelthen butternut-squash. Jeg vil kategorisere retten som ‘comfort food’ – den er varm, fyldig og smagfuld. En ret, man slubrer i sig og gerne på en kold vinterdag.
Butternut-squash er ubetinget min favorit-græskar. Smagen er vidunderlig, farven er fantastisk, og så er den fast i kødet og koger ikke til mos. Det er i mine øjne nogle rigtig gode kvaliteter. Se i øvrigt også min opskrift på fyldt butternut squash.
En karry med græskar er en rigtig skøn ret at lave, når der ikke skal kød på bordet. Du kan nemt lave til to dage, så tager du blot halvdelen fra, inden du kommer spinaten i.
For ja, det er den anden gode halvdel af retten: Frisk grøn spinat, som sætter prikken over i’et sammen med de mange eksotiske krydderier, kokosmælk, peanutbutter og hakkede peanuts.
Altså: For mig er disse ingredienser indbegrebet af god mad. Jeg håber, du vil synes det samme.
Opskrift på butternut curry
Lige her under finder du opskriften på den lækre karryret med græskar. Opskriften rækker til 4-6 personer, men du kan sagtens gange opskriften en halv gang op, servere den med salat og brød til – udover ris – og dermed have aftensmad til to dage.
Er du vild med karryretter, så kan det være, at disse andre opskrifter på karryretter og sammenkogte retter også vil inspirere dig:
Kylling i karry med kokos og aubergine
Se også alle opskrifter på vegetarretter
Butternut curry
Ingredienser
Ris med sorte quinoa
- 4 dl basmatiris
- 1 dl sort quinoa
- 8 dl vand
- 1 tsk salt
Karryret
- 1 stort løg
- 3 friske fed hvidløg
- 2 spsk olie (kokosolie eller hvad du nu har)
- 2 spsk gul karry
- 2 tsk rød karrypasta eller tandoori-pasta
- 1 hel butternut squash (du skal have ca. 700-800 gram, når du har skåret skrællen væk)
- 2 tsk salt
- friskkværnet peber
- 1/2 tsk stødt koriander
- 1,5 tsk massala
- 1 tsk frisk revet ingefær eller 1/2 tsk stødt, hvis ikke du har frisk ingefær på lager
- 2 dl vand
- 1 ds hakkede tomater
- 1 spsk gastrik eller vineddike
- 2 tsk peanutbutter
- 1 ds kokosmælk
- ca. 150 g friske spinatblade
- ristede peanuts
Sådan gør du
Ris med sorte quinoa
- Kom ris, quinoa og vand i en gryde med låg og kog det i ca. 12 – 15 minutter. Sluk og lad risene hvile i ca. 10 minutter.
Karryret
- Skær den hele butternut squash i tern i mundrette stykker.
- Hak løget og hvidløgsfeddene og svits dem i olien i en gryde. Tilsæt den gule karry, så den bliver brændt af i bunden af gryden, mens du svitser løgene.
- Kom butternut-ternene i gryden, og tilsæt rød karrypasta. Rør godt rundt og lad græskarstykkerne svitse med i nogle minutter. Imens krydrer du græskarene med de forskellige krydderier, peber og salt. Du må ikke være karrig med salten, for græskar skal lige som kartofler koges med salt for at smage af noget.
- Tilsæt vand og hakkede tomater og lad retten stå og simre i ca. 15-20 minutter, indtil græskarternene er møre. Stik i dem med en gaffel og smag også gerne på dem. De skal stadig have lidt bid.
- Tilsæt peanutbutter og rør det godt ud.
- Skru nu helt ned for retten og tilsæt kokosmælken. Lad kokosmælken blive varm uden, at retten igen kommer op at koge. Smag til med salt og peber.
- Sluk helt for blusset og vend de friske, skyllede spinatblade i.
- Server butternut curry’en med det samme sammen med kogte basmatiris, og hakkede peanuts til at drysse over. Lav evt. også en god salat til.