Figensnaps er en dejlig kryddersnaps med den smukkeste gyldenrøde farve. Snapsen er utrolig nem at lave og kan produceres på ganske kort tid. Server den gerne til osten eller som en hyggelig lille dram til brunchen.
Kryddersnaps på figner
Figensnaps lyder måske lidt usædvanligt, men det er en rigtig lækker kryddersnaps, som både får en dejlig sød og mørk frugtsmag og en virkelig smuk farve. Snapsen kan laves på en uge eller to, men har lige som mange andre kryddersnapse godt af at lagre lidt. Så bliver smagen dybere og mere kompleks og kan næsten drikkes som en portvin.
Jeg laver figensnaps på friske figner fra min have, som typisk modner i løbet af august måned. Og så er der lige pludselig mange af dem. Måske du også har et figentræ i haven? Så savner du garanteret anvendelsesmuligheder – hvad stiller man op med al den frugt?
Har du ikke et figentræ, er det også i august/september, at du kan finde friske figner i bakker i supermarkedet, og dem kan du selvfølgelig også bruge til en hjemmelavet figensnaps.
Om at lave sin egen kryddersnaps
Der er snart ikke den ting, du ikke kan lave snaps på – det er en utrolig spændende verden, som man (læs: jeg) aldrig bliver træt af at udforske. Der er hele tiden nye ingredienser, der skal afprøves: urter, blomster, frugter, bær, blade og meget mere. Og så er der alle sammensætningerne. Og trækketid og lagringstid. Og sødme og krydderier ..
Det spændende ved at lave kryddersnaps selv er selvfølgelig jagten på den perfekte snaps – den der har karakter og dybde, som smager godt og har en flot farve. En, man selv har skabt!
Men det er såmænd også hele processen. Hvilken slags figner bruger man, hvor mange kommer man i. Hvor lang tid lader man snapsen stå og trække, inden fignerne filtreres fra igen. At smage på snapsen igen og igen. om man nu skal tilsætte en skefuld honning. Eller måske lidt rørsukker. Og hvor lang tid skal manna lade den lagre, inden man for alvor tager hul på den.
Opskrift på figensnaps
Denne opskrift på kryddersnaps lavet på friske figner er noget nær den nemmeste opskrift, man kan tænke sig. Den er helt enkel. Men som altid med hjemmelavet snaps, kan du selvfølgelig tilføre forskellige slags krydderurter eller krydderier for at bringe nogle andre smagsnuancer frem i snapser. Her må du prøve dig frem. Men vanilje står særdeles godt til figner, lige som kanel eller måske et par kardemommekapsler.
Får du lyst til at lave flere skønne ting med figner, så find gerne inspiration i de andre opskrifter her på siden. Se fx:
Kanelpavlova med blommer og figner
Cremet figenmarmelade
Figenmarmelade med rosmarin og balsamico
Figensnaps
Equipment
- 1 sylteglas med låg, ca. 1 liter
- 1 glasflaske med låg, ca. 0,5-0,75 liter
Ingredienser
- ca. 6-8 friske modne figner
- 4 dl smagsneutral snaps eller vodka
Sådan gør du
- Skyl fignerne og skær den øverste del af stilken af.
- Kom fignerne i et sylteglas og hæld snaps eller vodka over. Sæt låg på.
- Lad snapsen stå et mørkt sted ved stuetemperatur og trække i ca. 2 uger.
- Smag gerne på snapsen undervejs, og når du synes, at smagen er skøn, filtrerer du fignerne fra og hælder snapsen på flaske. Hæld først snapsen gennem en si over i en beholder og derefter gennem et kaffefilter sat i en tragt i den flaske, du gerne vil opbevare snapsen i. Så får du en ren og filtreret snaps.
- Du kan nu begynde at drikke af snapsen, men du kan også lade den stå og lagre – i en måned eller 6 måneder eller mere – alt efter temperament og hvilken snaps du gerne vil opnå.