Et af efterårets højdepunkter – sådan græskarmæssigt – er selvfølgelig at lave græskarsuppe i et helt græskar, som bliver bagt i ovnen med låg på. Det er fantastisk at tage låget af den dampende suppe, og suppen smager vidunderligt.
Græskar er efter min mening en lidt overset grøntsag, som burde være mere fremtrædende i køkkenet hele vinteren og ikke kun i halloweensæsonen. Tidligere kom vores gode nabo altid og stillede et stort hjemmeavlet græskar hos os, men efter han gik bort, har vi købt os til græskar – det kræver desværre en hel del plads at dyrke i køkkenhaven.
Hvert år laver vi græskarsuppe i et helt græskar i ovnen. Det smager fantastisk, og så er det sjovt og hyggeligt at stille et helt græskar på bordet. Det ser flot ud.
Det er i øvrigt også temmelig nemt at lave græskarsuppe på denne måde, og så er der ikke meget opvask til sidst.
Her har vi lavet suppen med masser af hvidløg og chili, smørristede brødtern og små sprøde skinkestykker, som er ristet sprøde på en pande.
Opskrift på græskarsuppe i et helt bagt græskar i ovnen (4 – 5 pers.)
- et helt græskar
- 100 g smør
- 2 liter vand
- hønsebouillon
- salt
- chili
- 4 fed hvidløg
- rosmarin
Tilbehør
- 4 – 6 skiver brød (hvidt, groft eller rugbrød)
- 100 g smør
- salt
- evt. 200 g sprødstegte skinkestykker
- evt. suppehorn
- evt. 100 g sorte belugalinser (skal koges i ca. 15 min. med lidt salt)
Skær toppen af græskaret, udhul det og fjern alle kerner og indmad. Prik derefter en masse dybe huller i græskarkødet (som i en tærte), så det bedre kan tage imod varmen.
Smør siderne med smør eller olie og gnid salt, chili, presset hvidløg og rosmarin ind i kødet.
Vær opmærksom på, om din chili er en af de voldsomt stærke eller en meget mild en af slagsen – chilien må gerne kunne mærkes.
Hæld vand og hønsebouillon i græskaret, læg låget på og bag græskaret i ovnen i 1 1/2 – 2 timer (alt efter, hvor stort græskaret er) eller til græskarkødet er mørt ved 220 grader.
Mens græskaret bager, skærer du brødet i små tern. Du kan bruge hvidt brød, groft brød eller rugbrød alt efter, hvad du mest er til. Rist nu brødternene i smør på en pande med lidt salt.
Rist små skinkestykker sprøde på en pande lige inden servering og kog evt. suppehorn eller belugalinser, hvis du vil have mere fyld i din suppe.
God fornøjelse! Græskarsuppen varmer fantastisk en kold vinteraften.
2 comments
Øh… din opskrift er lidt uhmmm… manglende… skal græskarret ind og bage uden suppen i først eller skal det hele i efter man har smurt siderne med smør,chili, hvidløg og rosmarin?
ellers en spændende ting… dejlig ting til familiebordet.
Kære Morten
Ja, det har du ret i og tak, fordi du gjorde mig opmærksom på det – det er rettet nu. Du hælder suppen i fra starten af, og suppen hjælper så med at tilberede græskaret indefra, dvs. damper græskaret.
Synes helt bestemt, I skal prøve det. Det er ret nemt, smager aldeles fantastisk og så har det sådan en wow-effekt at stille det hele, store græskar på bordet. Og ungerne synes, det er sjovt. Men husk at vælge et græskar, der rent faktisk kan være i ovnen. Vi har prøvet at stå med et, der var for stort … 🙂
God fornøjelse!
Mange hilsner Trine
Comments are closed.