Disse gulerodsbrud er lækre, lette og luftige og nemme at bage. De smager virkelig skønt og er både fedtfattige og forholdsvis sunde. Vi har bagt dem i årevis og er helt vilde med dem.
Luftige boller med gulerod
Disse gulerodsbrud er nogle af de lækreste boller at bage selv. De er lette og luftige, bløde og saftige og så smager de bare så skønt. Spis dem med smør eller ost eller brug dem som gnaveboller. De er perfekte til madpakken til både børn og voksne, de er gode til udflugter, vandreture og køreture.
De kan bruges til morgenbordet søndag morgen, som madpakkebrød eller blot som gode boller at have på lager, når man kommer træt hjem fra arbejde eller skole om eftermiddagen og lige trænger til en god ostemad og en kop te eller kaffe.
Nemme boller at bage
Gulerodsbollerne er forholdsvis hurtige at lave og kræver ikke de store bagekundskaber. Det, der er særligt ved opskriften er, at man først rører dejen sammen, hvorefter man tilsætter en blanding af æg, græskarkerner og revet gulerod, som æltes ind i dejen. Det giver dette her meget saftige brød.
Derudover indeholder brudene meget gær, som også er med til at give dem deres lette luftighed. Det er lette boller, som ikke vejer meget i hånden, når de er færdigbagte.
Se alle opskrifter på hjemmebagt gærbrød
Opskrift på gulerodsbrud
Nedenfor finder du opskriften på de lækre boller med gulerod. De kaldes brud, for de trilles ikke, men sættes våde og klistrede på en bageplade beklædt med bagepapir.
Dejen indeholder hverken smør eller olie og er dermed en fedtfattig dej. Det gør ikke bollerne mindre saftige, bløde og lækre. Tværtimod.
Får du lyst til at bage flere lækre boller selv, så tjek gerne mine mange andre bolleopskrifter. Her er et lille udpluk:
Gulerodsbrud
Ingredienser
- 100 g gær
- 5 dl lunken vand
- 2 tsk salt
- 50 g sukker
- 1 æg
- ca. 900 g hvedemel
- 200 g revet gulerod
- 100 g solsikkekerner
- 2 æg
Sådan gør du
- Rør gæren ud i den lunkne vand – gerne på en røremaskine.
- Tilsæt salt, sukker og det ene æg, og derefter hvedemel lidt ad gangen. Rør til dejen er jævn og glat, men stadig klistret.
- I en anden skål rører du revet gulerod, solsikkekerner og 2 æg sammen. Rør blandingen i dejen, så gulerødder og kerner bliver godt fordelt. Dejen skal være klistret.
- Lad dejen hæve i skålen i ca. 15 minutter.
- Sæt boller på en bageplade med bagepapir ved hjælp af to skeer, som du dypper i koldt vand. Der kan være ca. 6 boller på en plade, og du bestemmer selv, om det skal være store eller små boller.
- Lad bollerne hæve i 1/2 time.
- Bag gulerodsbrudene ved 225 grader varmluft i 8-10 minutter. Lad bollerne køle af på en bagerist inden servering.