Desserter

Hjemmelavet rabarberkoldskål – himmelsk på en varm dag

RabarberkoldskålAhh … dansk sommer, rabarber og koldskål – rabarberkoldskål på en varm sommerdag.

Det er rabarbertid og så gælder det om at udnytte denne vidunderlige grøntsag, som de fleste dyrker i haven. Jeg har fyldt et stort bed med masser af rabarberplanter, så jeg er sikker på, at jeg kan lave rigelige mængder af både rabarbersaft, rabarbergrød, rabarberkompot og meget mere og samtidig have rabarber til at fylde i fryseren til vinteren.

Jeg elsker rabarber, og her er en opskrift på en skøn og smagfuld rabarberkoldskål. Den er nem at lave, men for at det bliver endnu nemmere, så vil jeg dele et lille tip: Kog en ordentlig badulje rabarberkompot og hæld den på glas eller fyld den i poser og læg i fryseren, så er der en basis af rabarber til fx rabarberkoldskål, rabarberkompot med råcreme, rabarbersnurrer med vanilje, rabarbertrifli, rabarberis og meget mere.

Men tilbage til rabarberkoldskålen. Der er nu ikke noget så dansk og sommerligt som koldskål, og denne variant af yndlingsspisen får en til at lukke øjenene og ønske, at sommeren ville vare hele året.

Hjemmelavet iskold rabarberkoldskål

Opskrift på rabarberkoldskål

Rababermos

  • 400 g rabarber
  • 100 g sukker
  • 1 dl vand
  • 1/2 flækket vaniljestang eller vaniljesukker

Snit rabarberne i mindre stykker, hæld dem i en gryde sammen med vand, sukker og vanilje og bring gryden i kog. Lad rabarberne koge stille under låg i 5 – 10 minutter til de er møre og let udkogte.

Mos rabarberne med en stavblender eller lignende. Stil på køl.

Koldskål

  • 2 æggeblommer – gerne pasteuriserede
  • 10 – 15 spsk sukker – alt efter, hvor syrlig rabarbermosen er, og hvor sød en tand du har
  • 1/2 vaniljestang eller 3 tsk vaniljesukker
  • rabarbermos
  • 1 liter tykmælk
  • 1 liter kærnemælk

Pisk æggeblommer med sukker og vanilje til det er hvidt og skummende.

Bland rabarbermos i og pisk videre.

Bland derefter tykmælk og kærnemælk i og pisk i et minuts tid. Smag efter, om koldskålen skal bruge mere sukker.

Server koldskålen iskold og gerne med hjemmelavede kammerjunkere. Pynt evt med råsyltede rababerstave: Skær en rabarber i tynde i stænger og drys lidt sukker ud over og lad trække et stykke tid.

God fornøjelse!

Koldskål med rabarbermos

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar