Denne hurtige og nemme galette med tynde skiver af kartofler på en cremet bund af mascarpone smager noget så lækkert. Galetten krydres med rødløg og rosmarin og har den dejligste sprøde skorpe. Lav den til frokost eller aftensmad med en god salat til.
Rustik tærte med kartofler
Kartoffelgalette med rødløg og marscarpone en rustik tærte, der er supernem og hurtig at lave. Og så smager den bare vidunderligt. Den kan laves sommer og vinter, ja året rundt, og smager skønt både som frokostret eller som aftensmad – gerne med en god salat til.
Galetten udmærker sig ved at være ganske lav og har sjældent en masse fyld, som en regulær tærte har. På mange måder minder den faktisk lidt om pizza – bare med sprød dej.
Kartofler sammen med mascarpone
Tyndtskårne kartofler på en cremet bund af mascarpone smager vidunderligt sammen med en knasende sprød tærtedej, rødløg og rosmarin.
Jeg synes, at mascarponen er en vigtig del af denne galette, så den må du endelig ikke udelade. Og hvis du har mod på det, kan du endda lave din mascarpone selv. Det er sjovt og ikke særlig svært.
Find opskriften på hjemmelavet mascarpone her.
Mascarponen kan selvfølgelig erstattes af en anden friskost, hvis du nu tilfældigvis har en stående i køleskabet. Du kan selvfølgelig også bruge en friskost med smag af fx hvidløg, chili eller lignende.
Se alle opskrifter på kartoffelretter
Opskrift på kartoffelgalette
Du finder den nemme opskrift på galetten lige her under. Jeg synes, den bliver bedst, hvis man bruger små faste kartofler. De må helst ikke være alt for vinterlige og melede. Når det så er sagt, kan kartoffelgaletten laves med både helt nye friskopgravede kartofler eller med små faste vinterkartofler.
Får du lyst til at lave flere galetter og tærter, så tjek også gerne mine andre opskrifter:
Tærte med karamelliserede rødløg, svampe og ramsløg
Se alle opskrifter på varme retter
Kartoffelgalette med mascarpone og rødløg
Ingredienser
Dej
- 100 g koldt smør
- 125 g hvedemel
- 100 g groft rugmel
- 1 tsk salt
- 25 g revet parmesan
- 1 æg
- evt. lidt koldt vand
Fyld
- ca. 3-5 kartofler – alt efter størrelse
- ca. 5-6 spsk mascarpone – alt efter, hvor tykt et lag du ønsker
- 1 mellemstørrelse rødløg
- 1 kvist frisk rosmarin
- Havsalt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Dej
- Bland hvedemel og rugmel i en røreskål sammen med salt og tilsæt det kolde smør i små klatter. Rør (gerne på maskine) til det ligner revet ost eller smulder.
- Tilsæt revet parmesan og saml derefter dejen med et æg og evt. en sjat koldt vand.
- Pak dejen ind i film eller lignende og sæt den på køl i ca. 30 minutter.
Fyld
- Skræl kartoflerne – med mindre det er fine nye kartofler – og snit dem i meget tynde skiver. Læg dem på et viskestykke eller et stykke køkkenrulle for at suge overskydende væde fra.
- Pil rødløget og snit det i fine skiver – ikke for tynde, så de bliver brankede i ovnen, men heller ikke for tykke.
Sådan samler du paletten
- Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, så den er ca. 3 mm tyk.
- Fjern det øverste stykke bagepapir og læg det nederste stykke med dejen på over på en bageplade.
- Smør mascarpone ud over bunden, så er der ca. 3 cm fri dej rundt i kanten.
- Fordel kartoffelskiverne oven på mascarponen, så osten er helt dækket. Fordel derefter rødløgsskiver henover og drys med frisk rosmarin. Krydr med havsalt og friskkværnet peber.
- Buk dejkanten op over fyldet og pensl gerne med lidt olivenolie.
- Bag galetten ved 200 grader i ca. 25 minutter og server den med det samme med en frisk salat til.