Kryddersalt med fennikel og morgenfrue kan laves lige nu af tørret fennikel og tørrede morgenfrueblade. Det er en lækker kryddersalt med en unik smag og et smukt, afdæmpet udseende, der lige tilfører retten det lille ekstra.
Kryddersalt med unik smag
Kryddersalt med fennikel og morgenfrue kan laves året rundt af tørret fennikel og tørrede morgenfrueblade. Er det sæson for morgenfruer, kan du selvfølgelig også bruge friske morgenfrueblade, som vil give saltet en smuk gul farve.
For der skal jo kryddersalt til, og når haven er gået i vinterhi, må man gribe til tørrede ting i stedet. Måske har du også tørret blomsterblade og krydderurter, urter, svampe og bær?
Alle disse tørrede ting kan du anvende i dine hjemmelavede kryddersalte hele vinteren. Jeg synes, det er enormt lækkert at spise salt med blomster i vintermørket. Og så er det sjovt at lave.
Nem kryddersalt med tørrede ingredienser
Denne kryddersalt laver du med tørrede fennikelfrø og tørrede morgenfrueblade. Hvis du ikke selv har tørret disse i løbet af sommeren kan begge del købes eller bestilles i helsekostbutikker. Og for fennikelfrøenes vedkommende i alle supermarkeder.
Og måske er du nu inspireret til, hvad du skal dyrke i din have næste år og sørge for at tørre i løbet af sommeren?
Under alle omstændigheder er denne kryddersalt med fennikel og morgenfrue noget nær den nemmeste kryddersalt at lave selv.
Sådan laver du din egen kryddersalt med fennikel og morgenfrue
Dette er den nemmeste kryddersalt at lave, da alle ingredienserne er tørre ingredienser. Det betyder, at saltet ikke skal stå og tørre efterfølgende.
Hæld blot kryddersaltet på glas med det samme og brug det til at krydre en god bøf, kylling, lammekølle, fisk eller grøntsager, inden de ryger i ovnen eller mens de steger på panden. Du kan også anvende kryddersaltet i marinader eller dressinger.
Hæld også lidt i en skål til spisebordet til daglig brug efter smag på din aftensmad eller frokost.
Får du lyst til at lave flere spændende ting med morgenfrueblomster, så find gerne inspiration i mine andre opskrifter med den smukke blomst:
Hjemmerørt smør med morgenfrue
Se alle opskrifter med morgenfrueblomster
Kryddersalt med fennikel og morgenfrue
Equipment
- 1 minihakker
Ingredienser
- 100 g groft havsalt eller en god flagesalt
- 1,5 spsk tørrede fennikelfrø
- 2 spsk tørrede morgenfrueblade (eller friske)
Sådan gør du
- Bland salt, blomsterblade og fennikelfrø sammen i en minihakker og kør i en minuts tid, så nogle af fennikelfrøene bliver knust og afgiver smag til saltet.
- Hæld kryddersaltet på glas eller i en lille saltskål til spisebordet.