Linsegryde med ingefær, søde kartofler og kokosmælk er fuld af smag og ser indbydende ud. Det er en ekstra fyldig gryderet med grønkål og røde linser og en hurtig og nem vegetarisk opskrift til aftensmad.
Vegetarisk aftensmad
Denne linsegryde med søde kartofler er både sund og nærende, nem og hurtig at lave, og så smager den vidunderlig. Gryderetten er en vegetarisk favorit i vores hverdagskøkken, da den både er indbydende, velsmagende og sund.
Efterår og vinter kalder selvfølgelig på gryderetter og comfort food, og denne ret er helt oplagt at lave, så snart efteråret sætter ind. Den er nemlig fyldt med gode næringsrige og smagfulde råvarer, som er gode at indtage i de kolde måneder: grønkål, søde kartofler, kokosmælk og masser af varme krydderier.
Gryderetten er fyldig og mættende, fordi den både indeholder linser, kål og søde kartofler, som er fyldt med fibre og proteiner. Og når først du har bikset retten sammen, skal den blot stå på komfuret og simre, mens den spreder en vidunderlig duft i køkkenet.
Røde linser
Røde linser er en fantastisk kilde til næringsstoffer og en vigtig del af en sund kost. De er rige på protein, hvilket gør dem til et fremragende plantebaseret alternativ for dem, der ønsker at reducere deres kødindtag. Linser indeholder også komplekse kulhydrater, som bidrager til at stabilisere blodsukkeret og give langvarig energi. Derudover er de fyldt med kostfibre, som hjælper med at fremme en sund fordøjelse og kan reducere risikoen for hjertesygdomme ved at sænke kolesterolniveauet.
En anden fordel ved røde linser er deres høje indhold af vitaminer og mineraler, såsom jern, folat og magnesium. Disse næringsstoffer spiller en afgørende rolle i at opretholde kroppens energiniveauer, styrke immunforsvaret og støtte en sund blodcirkulation. Røde linser er også nemme at tilberede, da de ikke kræver forudgående iblødsætning og har en kort kogetid, hvilket gør dem ideelle til hurtige, nærende måltider.
Opskrift på linsegryde med søde kartofler
Opskriften på gryderetten er ganske nem og hurtig. Har du ikke grønkål, kan du sagtens bruge andre slags kål eller spinat. Linserne kan også udskiftes med grønne linser, lige som de søde kartofler selvfølgelig kan skiftes med almindelige kartofler.
Får du lyst til at lave flere spændende retter med linser, så find gerne inspiration i disse andre opskrifter med linser og bælgfrugter:
Daal – opskrift på indisk dhal
Peanutbutter curry med kikærter
Se alle opskrifter med bælgfrugter & kikærter
Linsegryde med søde kartofler
Ingredienser
- 2 spsk kokosolie
- 1 stort løg
- 1/2-1 tsk chiliflager
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1/2 tsk stødt koriander
- 2 tsk stødt karry
- 1/2 tsk stødt gurkemeje
- 1/4 tsk cayennepeber
- 3 fed hvidløg, finthakkede
- 1 spsk revet frisk ingefær
- 2 store søde kartofler, skrællede og skåret i tern
- 2,5 dl røde linser
- 1 liter grøntsagsbouillon
- 1 ds kokosmælk
- flagesalt og friskkværnet peber
- 2 store håndfulde grofthakket frisk grønkål
Servering
- 1 lime, saften herfra
- frisk koriander
- chiliflager
Sådan gør du
- Varm en stor, tykbundet gryde op ved middel varme. Tilsæt kokosolien og lad den smelte. Tilsæt løgene og rør rundt. Sauter løgene mens du rører jævnligt, indtil de er gennemsigtige og meget bløde, cirka 5 minutter.
- Tilsæt chiliflager, koriander, spidskommen, karry og gurkemeje. Sauter krydderierne, indtil de dufter kraftigt, cirka 1 minut. Tilsæt cayennepeber, revet ingefær og hakkede hvidløg og lad det stege i yderligere 1 minuts tid. Vent med at salte til senere, ellers kan det være svært at koge linserne møre.
- Tilsæt søde kartofler til gryden og rør rundt, så de bliver dækket af krydderierne. Tilsæt linserne og rør igen. Tilsæt grøntsagsbouillonen og rør rundt. Læg låget på gryden og bring det i kog.
- Når gryden koger, skru ned til lav varme, og sæt låget lidt på skrå, så der er et par centimeter, hvor dampen kan slippe ud. Lad grydensimre, indtil de søde kartofler næsten falder fra hinanden, og linserne er møre, cirka 30 minutter. Væden bør også være reduceret med næsten en tredjedel.
- Tilsæt kokosmælken og grønkålen i gryden og rør rundt. Læg låget på igen, og lad retten simre, indtil grønkålen er faldet sammen og er flot grøn, cirka 3-4 minutter. Smag gryderetten til med salt og peber igen. Bring gryden op til en kraftig simren, og smag til en sidste gang. Juster med mere salt, peber, chili osv. hvis nødvendigt.
- Server den varme linsegryde med søde kartofler og kokosmælk med hakket koriander, ekstra chiliflager og limebåde.