Hjemmelavet mirabellechutney er så lækkert og passer virkelig godt til efterårets mange varmende karryretter eller til gode kødretter. Chutneyen er syrligsød med et strejf af ingefær og chili – en perfekt kombination.
Chutney bringer smagen frem i maden
Chutney er en fantastisk ting i det salte køkken. Det er et dejligt krydret og ofte både sødt og stærkt tilbehør til maden, som er med til at fremhæve din mads mange forskellige smagsnuancer. Chutney får simpelthen maden til at smage bedre.
Chutney laves typisk af hakket frugt, som koges ind til en tyktflydende konsistens sammen med krydderier, eddike og sukker. Du kan lave chutney med stort set hvilken som helst frugt eller du kan basere den på grøntsager.
Denne mirabellechutney har en dejlig syrligsød smag, fordi mirabeller indeholder en naturlig syrlighed. Ingefær og chili er med til at give chutneyen karakter, og når man smager på chutneyen, vil man først lægge mærke til den syrligtsøde smag og krydderierne kommer så til udtryk et sekund eller to efter. Du kan smage chutneyen til, så den er præcis så stærk, syrlig, sød eller krydret, som du ønsker det. Og vil du lave en større mængde, fordobler du blot opskriften.
Opskrift på mirabellechutney
Nedenfor finder du opskriften på den dejlige chutney med mirabeller. Har du masser af mirabeller fra haven eller hegnet, så kan disse andres opskrifter med mirabeller måske også inspirere dig:
Mirabellemarmelade med lavendel og kardemomme
Se alle opskrifter med mirabeller
Mirabellechutney
Equipment
- Sylteglas
Ingredienser
- 750 g mirabeller
- 1 stort æble
- 1 stort løg
- 250-300 g sukker
- ca. 1/2 frisk chili
- 1 spsk friskrevet ingefær
- 1 tsk stødt koriander
- 1/2 – 1 dl eddike
Sådan gør du
- Vask mirabellerne, halver dem og fjern stenene.
- Kom mirabellerne i en gryde sammen med resten af ingredienserne og bring det hele i kog.
- Skru ned på lidt under middelvarme, når det koger, og lad chutney stå og småsimre i ca. 30 minutter, mens den langsomt koger ind og bliver mere tyktflydende. Rør jævnligt i gryden, så chutneyen ikke sætter sig.
- Når den er ved at være der, smager du den til med sukker, eddike og krydderier, så den smager, som du ønsker det.
- Hæld chutneyen på et skoldet og atamonskyllet sylteglas og luk til.
- Opbevar chutneyen på køl. Uåbnet kan den holde sig i flere måneder og en lille måneds tid, når den er åbnet.