Jeg er vild med nødder i brød, og derfor falder dette nødderugbrød lige i min smag. Det er nemt og hurtigt at bage og passer helt perfekt både til ostebordet, til madpakken og til morgenmaden.
Hjemmebagt rugbrød med en god smag
Dette nødderugbrød har den dejligste krydrede smag af valnødder og hasselnødder. Og så er det tilmed supernemt at bage. Det er perfekt at bage til aftensmaden eller frokosten.
Nogle gange kan det godt blive lidt omstændeligt at bage rugbrød, fordi det tager så lang til og skal laves over flere dage og på surdej og alt muligt. Men ikke dette rugbrød. For det tager kun få timer at lave og arbejdsindsatsen er minimal. Det er nu rart en gang i mellem.
Og så er nødderugbrødet tilmed afsindigt lækkert. For mig er der ikke noget så godt, som nødder sammen med ost, så dette nøddebrød er for mig lige genialt med brie, primadonna og skæreost. Jeg behøver ikke andet. Måske lige et par saltede mandler til og en enkelt oliven. Enkelt og simpelt – og helt utroligt velsmagende!
Opskrift på nødderugbrød
Opskriften på det nemme brød er helt enkelt ig uden en masse forskellige ingredienser. Brødet indeholder to slags nødder, hasselnødder og valnødder, men disse kan let erstattes af andre nødder eller endda kerner, hvis du ikke lige har disse i huset.
Kærnemælken i brødet er med til at gøre det saftigt og give det en god fylde. Kærnemælk giver et lidt tungere brød end almindelig mælk og samtidigt tilfører det brødet en syrlighed, som komplementerer de lidt søde og fede nødder. På denne måde bliver brødet mere afbalanceret i sin smag.
Da brødet står særdeles godt til ost, kan det være, at disse forskellige opskrifter på hjemmerørt og bagt ost kan inspirere dig:
Lakseost – hjemmerørt, cremet og aldeles lækker
Ovnbagt brie med bagte vindruer
Se alle opskrifter på hjemmerørt ost
Nødderugbrød
Equipment
- 1 brødform, ca. 1,5 l
Ingredienser
- 25 g gær
- 4,5 dl kærnemælk
- 50 g hakkede hasselnødder
- 50 g hakkede valnødder
- 1 spsk honning
- 1 spsk groft salt
- 250 g rugmel
- 250 g sigtemel
Sådan gør du
- Hæld kærnemælk i en røreskål og rør gæren ud heri.
- Tilsæt groft salt, honning og hakkede nødder. Hold evt. en lille smule hakkede nødder tilbage til at drysse på brødet inden bagningen.
- Tilsæt rugmel og sigtemel lidt efter lidt. Rør dejen godt sammen, ca. 5 – 10 minutter. Den skal være lidt klistret og rugbrødsagtig til sidst.
- Lad dejen stå og hæve tildækket i ca. 2 timer.
- Efter forhævningen slår du dejen sammen og lægger den i en smurt rugbrødform på ca. 1 1/2 liter.
- Pensl brødet med vand, prik det med en gaffel og drys så den rest hakkede nødder, du har tilbageholdt, hen over brødet.
- Lad brødet efterhæve i ca. 30 minutter.
- Bag brødet ved 200 grader i ca. 50 minutter. Lad brødet køle lidt af, inden du skærer det i skiver.