Lækre fluffy madbrød med masser er smag er jo simpelthen noget af det bedste at servere til alverdens retter, som fx gryderetter og daal. Disse naanbrød er både nemme at lave, er bløde og saftige og smager simpelthen bare fantastiske.
Madbrød bagt på panden
Pandebagte naanbrød er en af vores yndlingsopskrifter, når det kommer til madbrød. Det er den af flere årsager. For det første smager de fuldstændigt vidunderligt. De er tykke, bløde og fluffy med en sprød skorpe og fyld med smag.
For det andet tager de næsten ingen tid at bage og opskriften er utrolig nem at gå til. Vi laver dem ofte samtidigt med, at vi laver en hovedret, fx daal med røde linser, borlotti bønnesuppe eller en kylling i karry. Vi starter med at røre dejen sammen i god tid og sætter den til hævning. Derefter går vi i gang med madlavningen. Og mens retten står og simrer på komfuret, så bager vi brødene på en pande og smører dem derefter med smeltet smør rørt med hakket persille.
Sidst, men ikke mindst, så har vi testet mange forskellige opskrifter på madbrød og fladbrød af, og denne her er den, vi altid vender tilbage til. Det er den bedste og den nemmeste.
Nan eller naan
Naanbrød kaldes også nanbrød og udtales med et kort a. Der et blødt fladbrød, der stammer fra det indiske subkontinent og er en fast bestanddel af mange sydasiatiske køkkener.
Traditionelt bages naan i en tandoorovn, hvilket giver det en let sprød overflade og en blød, luftig midte. Det har vi ikke rigtigt mulighed for at gøre i Danmark, så derfor bager vi ofte brødet på mange andre måder, fx på en støbejernspande eller på en stenplade i ovnen.
Naanbrød serveres ofte som tilbehør til retter som karry, grillet kød og vegetariske gryderetter, hvor man kan bruge det til at suge saucen op. Det kan smages til med hvidløg, smør eller ost. Det giver ekstra dybde og smag, der passer perfekt til mange krydrede og aromatiske retter.
Opskrift på pandebagte naanbrød
Opskriften på madbrødene er som sagt ganske nem at følge. Typisk er der altid mælk eller yoghurt i naanbrød, og har du ikke det ene i køleskabet, kan du altid erstatte med det andet. Bag gerne brødene på en tykbundet pande – gerne en støbejernspande – det er det allerbedste. Men har du ikke sådan en, så skal det nok gå alligevel.
Får du lyst til at lave en lækker karry eller gryderet til, så find gerne inspiration i disse opskrifter:
Daal – opskrift på indisk dhal
Se alle opskrifter på vegetarretter
Pandebagte naanbrød
Equipment
- 1 tykbundet pande, gerne en støbejernspande
Ingredienser
- 20 g gær
- 1 1/4 dl lunken vand
- 1 tsk honning
- 1 spsk mælk
- 1 sammenpisket æg
- 1/2 tsk salt
- ca. 250 g hvedemel
- 2 spsk olivenolie eller smeltet smør
- smeltet smør til servering
- hakket persille til servering
Sådan gør du
- Rør gær, lunken vand og honning sammen og sæt til side i ca. 10 min.
- Pisk æg, mælk, salt og olivenolie i.
- Tilsæt melet og rør det hele sammen til en klistret dej i skålen. Hæld derefter dejen ud på køkkenbordet og ælt den med hænderne i et par minutter, indtil dejen er glat og jævn.
- Stil dejen til hævning i ca. 1-2 timer, indtil den har dobbelt størrelse.
- Del dejen i 6 stykker og form den til små kugler. Lad dem hæve tildækket på bordet i 15-20 minutter.
- Varm en tykbundet pande op – gerne en støbejernspande – med lidt olivenolie på middel varme indtil panden begynder at ryge let.
- Rul hver naanbrød tynd og læg dem en efter en på panden – bag dem ca. 1 minut på hver side til de er gyldne og får små bobler.
- Rør smeltet smør og persille sammen og pensl brødene inden servering. Drys evt. med lidt flagesalt.