Dette focaccia med saltede hyben er det lækreste madbrød, man kan forestille sig. Det italienske brød bages med kogte kartofler, som giver det en virkelig saftig krumme, og med saltede hyben på toppen, som smager fantastisk.
Italiensk brød med et nordisk udtryk
Focaccia med saltede hyben er en nordisk udgave af det klassiske italienske focacciabrød – forløberen for pizza, siges der. I denne udgave er der tilført kogte kartofler til brødet, som gør det enormt saftigt og lækkert. Brødet bliver helt blødt og svampet og kan spises friskt i mere end én dag.
Og så er der de saltede hyben, som jo virkelig er et nordisk islæt. De saltede hyben er hurtige at lave – du kan nærmest lave dem, mens du laver brødet og det får lov at hæve. Hybenfrugterne bliver bløde og helt enormt lækre, når de bliver saltet. De har en let sød smag, der samtidigt er salt. De minder lidt om saltede sorte spanske oliven.
Man skyller saltet af hybenfrugterne, inden man spiser dem, så de er ikke overdrevet salte. Men de tilfører bare lige brødet det, der gør det helt perfekt smagsmæssigt. Prøv det!
Brødet bages samme dag, som det laves. Det er et nemt brød, som ikke skal æltes i hånden – det er dejen alt for klistret til. Til gengæld hæver det ad et par omgange og får en fantastisk blød og blævrende konsistens. Når man skal trykke de klassiske huller i dejen med fingrene, tænker man, at nu falder dejen sammen, men det gør den ikke uanset hvor mange huller, man laver.
Se alle opskrifter på hjemmebagt brød her
Opskrift på focaccia med saltede hyben
Du finder den nemme opskrift på focacciabrødet lige nedenfor. Er det uden for hybensæsonen, kan du selvfølgelig altid erstatte de saltede hyben med fx oliven, soltørrede tomater eller bare flagesalt og krydderurter.
Du finder opskriften på saltede hyben her.
Er du vild med at bruge hyben i madlavningen, så kan du være, at du også vil finde inspiration i nogle af mine mange andre opskrifter med hyben. Her er et lille udpluk:
Focaccia med saltede hyben
Ingredienser
- 125 g kogte og mosede kartofler
- 325 g hvedemel, manitobamel eller tipo 00
- 5 g tørgær
- 6 g salt
- 20 g sukker
- 2 dl lunkent vand
- 25 ml olivenolie
Til toppen af brødet
- ca. 60 ml olivenolie
- 1/4 – 1/2 tsk flagesalt
- ca. 15 Saltede hyben
- frisk rosmarin
Sådan gør du
- Start med at koge kartofler til kartoffelmosen: Skræl ca. 2 kartofler, skær dem i mindre tern og kog dem, til de er helt møre (ca. 10 – 15 minutter). Hæld vandet fra og mos kartoflerne med en gaffel, indtil mosen er glat og klumpfri. Stil kartoffelmosen til side til afkøling og vej 125 g af.
- Kom mel, gær, salt og sukker i en røreskål og bland det sammen.
- Lav en fordybning i midten og tilsæt lunkent vand og olivenolie. Rør dejen sammen uden at overælte. Dejen skal være klistret.
- Tilsæt den afkølede kartoffelmos og rør den godt ind i dejen.
- Stil dejen til hævning i skålen på køkkenbordet i ca. 1 time, til den har nået dobbelt størrelse.
- Hæld lidt olivenolie i bunden af en form og vip forsigtigt dejen over i formen. Lad dejen stå og hæve i yderligere en halv time.
- Hæld et par teskefulde olivenolie oven på dejen og smør olien ud over hele overfladen med dine fingre.
- Prik huller i dejen med fingrene – jævnt fordelt.
- Pres saltede hyben ned i dejen jævnt fordelt i formen.
- Drys med flagesalt og frisk rosmarin.
- Tænd ovnen på 230 grader varmluft og sæt brødet i ovnen, når den er helt varm. Skru temperaturen ned til 210 grader og bag focacciabrødet i ca. 15-20 minutter, til det er smukt gylden og gennembagt. Hvis de saltede hyben begynder at bliver meget mørke på overfladen, kan du lægge lidt stanniol over.
- Lad brødet køle en lille smule af, vend det ud på en bagerist og spis det lunt – gerne med lidt olivenolie som dyppelse.