En Poke bowl er både sund og nem at lave og kan kreeres med lige præcis, hvad du har i køleskabet. Her er opskriften på en lækker og mættende poke bowl med kylling og avokado, som du kan bruge som udgangspunkt.
Smukt anrettet salatskål
Vi laver temmelig ofte poke bowls til aftensmad og meget ofte er det med kylling og avokado. Udover de to hovedingredienser, som ligger på en bund af brune ris, quinoa, hvedekerner eller lignende, supplerer vi ofte med bønner, som er mættende og smager godt i salatskålen.
Poke bowl er dejlig aftensmad. Det er nemt – selv for børn – at lave disse smukke og indbydende salatskåle. Det smager godt, og det er sundt. Og så er det langt mere mættende, end det ser ud til. Samtidig er det en oplagt mulighed for at få brugt rester af grøntsager og glas med sylteting fra køleskabet – og en gang i mellem skal der jo ryddes op.
Når vi laver poke bowl med lige præcis kylling og avokado, er det fordi hele familien elsker netop disse to ingredienser – resten af grøntsagerne kan vi så variere fra skål til skål alt efter, hvem der bedst kan lide hvad. Og kylling og avokado smager jo bare godt sammen. Desuden får man således både proteiner og gode sunde fedtstoffer.
Bunden af ris eller lignende kan også varieres. Her kan du også bruge lige præcis, hvad du har liggende i skuffen eller i skabet. Vi synes, det smager bedst, hvis risene ristes i lækre krydderier, så de ikke bliver for ferske, men det kan være en smagssag og desuden handle om det tid, der er til rådighed.
Opskrift på poke bowl med kylling og avokado
Neden for finder du den nemme opskrift på poke bowlen. Udover at bruge de individuelt anrettede salatskåle som aftensmad, er en poke bowl også enormt lækker at have med som madpakke – både til børn og voksne. Og det gode er, at salatskålene skal laves aftenen i forvejen, så de står klar i køleskabet om morgenen.
Kunne du bruge mere inspiration til mættende salater til madpakker eller aftensmad, så tjek gerne disse salatopskrifter ud:
Grillet auberginesalat med kylling
Rød spidskålssalat med grønkål
Tabouleh med havens krydderurter
Spidskålssalat med æble og peanutdressing
Poke bowl med kylling og avokado
Ingredienser
Risbund
- 150 g kogte brune ris eller lignende
- 1 spsk olivenolie
- 2 tsk garam masala
- 1 tsk stødt spidskommen
- havsalt og friskkværnet peber
Salatfyld
- 100 g stegt kyllingbryst skåret i skiver
- 1 avokado i skiver
- 1/2 rød peberfrugt i strimler
- 1 lille dåse sorte bønner (eller en halv stor dåse)
- 20 friske sukkerærter
- 4 små blommetomater skåret i kvarte
- strimler af 1 stor gulerod
- 30 g cashewnødder
Dressing
- 1 dl cremefraiche
- 1 spsk æblecidereddike eller lignende
- 1 tsk sukker
- 1 tsk garam masala
- 1/2 tsk stødt spidskommen
- 1/2 tsk paprika
- havsalt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Risbund
- Steg de kogte ris på en pande i olivenolie og krydr med garam masala, stødt spidskommen, salt og peber. Lad risene køle af.
Salatfyld
- Steg kyllingebrystet på en pande med salat og peber og evt. krydderier og skær det i skiver.
- Skyl alle grønsager og skær i strimler og kvarte. Guleroden skrælles og skæres i lange strimler med en kartoffelskræller og rulles derefter.
- Kom ris i bunden af salatskålene og anret med skiver af kylling, avokado og peberfrugt, kvarte tomater, hele sukkerærter og sorte bønner. Placer gulerodsstrimlerne i midten.
- Hak cashewnødderne og drys dem over salaten.
Dressing
- Rør cremefraichen sammen med eddike, sukker og krydderier, smag til og server sammen med salatskålene. Drys evt. lidt ekstra garam masala på toppen af dressingen.