Sophias stjerner er sådan nogle sprøde, seje chokolademuffins, som bare smager helt eminent. De er lynhurtige at bage og ret nemme at gå til. Så denne opskrift på chokolademuffins er en, du sagtens kan overlade til et barn, for der er garanti for succes.
Med børn i køkkenet
Sophia elsker at bage, og som mor er det jo en fryd at se sine børn slå sig løs i køkkenet – især, når man selv interesserer sig så meget for alle de ting, man kan frembringe og kreere i et køkken.
Når man har børn med i køkkenet, er det vigtigt, at opgaverne hverken er for lette (læs kedelige) eller for svære, for så ender man bare med at fjerne børnenes naturlige interesse for madlavning i stedet for at styrke den og motivere dem til at udvikle sig i køkkenet.
Derfor er det godt at have nogle successikre opskrifter i baghånden, når børnene får lyst til at prøve at bage helt selv. For det er som regel bagning og de søde sager, der trækker først og mest. Og det er også helt ok. Det er jo forståeligt nok.
En stjerneopskrift på chokolademuffins
Denne opskrift på Sophias stjerner er en opskrift på chokolademuffins, som er gået videre fra min mor, og jeg kan stadig huske, da hun bagte dem til min bror og jeg i min barndom. Det er altså muffins, man aldrig bliver træt af.
Udover, at det er en stjerneopskrift, kan Sophia godt lide at bage disse muffins i stjerneforme – deraf navnet, men du kan sagtens bage dem i almindelige muffinforme af papir.
Opskrift på Sophias stjernemuffins
- 2 æg
- 300 g sukker
- 1 1/2 tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt
- 4 spsk cacao med lille top
- 75 g mel
- 100 g smeltet, afsvalet smør
Glasur:
- 125 g flormelis
- 1 spsk cacao
- ca. en spsk kogt vand
Pisk æg og sukker godt sammen og bland vaniljesukker, salt, cacao, mel og til sidst det smeltede smør i.
Fordel dejen i smurte muffinforme og stil dem tæt i en lille bradepande eller i en muffinbageform.
Bag chokolademuffins’ne ved 175 grader i 25-30 minutter.
Tag kagerne ud af ovnen, når de synker lidt sammen på midten.
Pynt med chokoladeglasur: Bland flormelis sammen med cacao og rør glasuren lind, men ikke for tynd med kogt vand.
Pynt evt. også med tørrede morgenfruer, chokoladeknapper eller anden smuk pynt.