Vintertid er vaffeltid! Og hvem elsker ikke hjemmelavede vafler?
Det er lige som om, at der er en masse retter og lækkerier, som hører efteråret og julen til, mens der mangler traditioner for årets første måneder, hvor vi måske mere end resten af året har brug for disse faste holdepunkter, som maden giver os. Maden er med til at skabe en rytme for os mennesker – både i forhold til spiserytmer, årets rytmer og produktionen af mad.
Rytmen hjælper os med at mærke tiden, naturen og årstiderne, og rytmen hjælper os med at være til stede i det, vi gør.
Derfor laver vi vafler i januar – det er en tradition, vi har indført i en måned, hvor vi har brug for det 🙂
Vafler med kærnemælk
Denne opskrift er vafler lavet på kærnemælk, hvilket gør vaflerne en anelse mere syrlige, men også mere fyldige.
Det er en opskrift, som vi har “arvet” fra børnenes vidunderlige (tidligere) dagplejemor, som laver dem i stakkevis, når hun inviterer søskende, forældre og bedsteforældre på besøg i hendes skønne, hyggelige have. Og da vi har prøvet flere forskellige opskrifter, tør vi godt sige (uden at have prøvet alle), at dette her er verdens bedste vafler.
Opskrift på verdens bedste vafler
- 5 æg
- 2 tsk. sukker
- 500 g mel
- 1 1/2 tsk. natron
- 1 1/2 tsk. kardemomme
- 1 1/2 tsk. vaniljesukker
- en knivspids salt (til at trække smagen frem)
- 1 liter kærnemælk
- 250 g smør
Smelt smørret og stil det til afkøling. Pisk æg og sukker til æggesnaps. Bland derefter de tørre ingredienser sammen og hæld dem i æggesnapsen skiftevis med kærnemælken. Bland det afkølede, smeltede smør i tilsidst.
Bag vaflerne på et vaffeljern til de er dejligt lysebrune. Vi kalder dem tigerfarvede 🙂 God fornøjelse.