Lyder det ikke afsindigt lækkert: Blomme Eton Mess? Her er den klassiske dessert med flødeskum og marengs lavet med syltede blommer. Det er en skøn forening, som er en perfekt efterårsdessert. Nem at lave og utrolig smagfuld.
Eton mess i variationer
Denne blomme Eton Mess er den skønneste sensommerdessert. Eton Mess hører til i min top fem over lækre desserter. Den er enkel, men den har bare det hele: Saftige bær eller frugter, den fløjlsbløde og fede fløde og den knasende søde marengs. Det bliver næsten ikke bedre.
Man kan argumentere for, at det tager lang tid at lave en Eton Mess, og sådan er det jo nogle gange: Det, der ser mest enkelt ud eller forekommer mest simpelt, er ofte det, der ligger et stort arbejde bag.
Heldigvis behøver man ikke at lave det hele på een gang. Marengsen kan laves mange dage før serveringen og det samme kan de syltede blommer. Og så er det jo faktisk blot at piske fløden og vende det hele sammen lige inden servering. Dét er da nemt.
Så man må endelig ikke lade sig skræmme af tidsperspektivet.
Det der med marengs
Hører du til en af dem, der før har prøvet at lave en marengs, der ikke blev helt som du havde forestillet dig? Måske knækkede den bare i flager eller måske løb der væske ud af den under bagningen. Måske blev den bare sej og tyggegummi-agtig?
Så redder jeg dig lige her! Jeg har nemlig lavet en meget udførlig guide til, hvordan du får succes med din marengs. Her er gode tips, en udførlig fremgangsmåde og, ikke mindst, en forklaring på, hvad det er, der går galt, når marengsen ikke bliver som den skal.
Opskriften på Blomme Eton Mess
Nedenfor finder du opskriften på Blomme Eton Mess. Desserten er lavet med syltede blommer i rom, og opskriften finder du lige her:
Opskrift på syltede blommer i rom
Er du vild med Eton Mess, så se også desserten i disse to varianter:
Se alle opskrifter på desserter
Blomme Eton Mess
Ingredienser
Syltede blommer i rom
- 750 g rensede blommer uden sten
- 1 vaniljestang
- 400 g sukker
- 3 dl vand
- 1 dl gylden rom
Marengs
- 2 æggehvider
- 120 g sukker
- 1 tsk klar eddike
- 1/2 vaniljestang eller 2 tsk vaniljesukker
Flødeskum
- 3 dl fløde
- 1 spsk sukker
- 1 tsk vaniljesukker
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 110 grader og gør en bageplade klar med bagepapir. Jeg sprøjter bagepapiret med lidt sprayfedt, så jeg er sikker på, at marengsen ikke sætter sig fast.
- Pisk æggehviderne i en lille skål. Når de er næsten stiftpiskede, hælder du sukkeret i lidt efter lidt og tilsidst eddiken. Bland vanilje i.
- Hæld marengsmassen ud på bagepladen og smør den ud med en dejskraber. Marengsen bliver brudt i stykker senere, så formen betyder ikke så meget.
- Sæt marengsen til tørre i ovnen i mindst en time. Det kan godt tage længere tid alt efter, hvilken ovn du har. Når marengsen løsner sig uden besvær fra bagepapiret, er den færdig. Der må ikke sidde klistrede rester tilbage, så er den stadig våd indeni.
- Når marengsen er helt færdig og er kølet af, pisker du flødeskum af fløden – den må endelig ikke blive for stiv, for den skal være cremet og lækker, og den vil føles mere stiv, når du blander de andre ingredienser i. Tilsæt sukker og vanilje.
- Knæk marengsen i mindre bidder og bland den i flødeskummet sammen med jordbærrene (hold lidt tilbage til at pynte med). Vend det hele rundt og anret i portionsskåle. Pynt med et par syltede blommer, skovsyre og mynteblade.