Kandiserede rosenblade er noget af det flotteste du kan pynte dine desserter med, og de er faktisk ikke så svære at lave. Det ser smukt ud med rosenblade i røde, pink, rosa, hvide, gule, lilla og orange farver.
Roser i alle farver
Her kan du virkelig bruge dine roser i haven til et projekt, som er både sjovt, smukt og nyttigt. At kandisere rosenblade er forholdsvist nemt i forhold til mindre blomster, som kan være noget sværere at kandisere, så de også ser smukke ud bagefter.
Vi har kandiseret blomster på alle mulige forskellige måder: Med pisket æggehvide og ikke-pisket æggehvide, med almindelige æggehvide fra et friskt æg og med pasteuriseret æggehvide, med sukker og med flormelis, med lidt æggehvide og med meget æggehvide.
Så her får du den absolut bedste fremgangsmåde for de smukkeste kandiserede rosenblade:
- Brug pasteuriseret æggehvide
- Undlad at piske æggehviden
- Brug sukker
- Dæk hele rosenbladet i æggehviden og sørg for at overskydende æggehvide kommer af
- Drys sukker alle steder, hvor der er æggehvide, ellers vil rosenbladet gå i stykker der, hvor der ikke er sukker til at holde det hele sammen.
Sådan laver du kandiserede rosenblade
- Friskplukkede rosenblade i forskellige farver
- pasteuriseret æggehvide (du kommer langt med 1-2 æggehvider)
- Hvidt sukker
Pluk helt friske og struttende rosenblade i de farver, du synes, og sørg for at der ikke er smådyr og skidt på.Du må endelig ikke skylle bladene. Kommer de fra din have, kan du roligt spise dem uden at skylle dem først.
Hæld pasteuriseret æggehvide i en lille skål, hvor du har plads til at have fingrene med i.
Hæld sukker i en tilsvarende skål.
Bred et stykke bagepapir ud til at lægge de kandiserede rosenblade på.
Dyp forsigtigt rosenbladende en for en i først æggehvide og derefter sukker. Du skal sørge for at rosenbladet er helt dækket af æggehvide og få overskydende æggehvide af, inden du putter rosenbladet over i sukkeret.
Læg forsigtigt rosenbladet med ydersiden (den side, hvor bladet ikke folder ind) ned i sukkeret og klem det ned, så der kommer sukker på hele den ene side. Med fingrene drysser du sukker på indersiden (hvor bladet folder ind). Gør det gerne ad et par omgange, så du får sukker på over det hele.
Læg rosenbladene til tørre på bagepapiret indtil de er helt tørre. Det tager mindst et par timer og sikkert også et døgns tid for de store blade. Du kan fremskynde processen lidt ved at stille bladene et lunt sted.
Opbevar de kandeserede rosenblade i et sylteglas med låg. Har du været dygtig til at dækkebladene med sukker, kan de holde sig i rigtig lang tid.
Brug rosenbladene som pynt på desserter og kager, fx på hjemmelavet rosenis.