Denne karamelsauce er perfekt at bruge til at komme i kager, oven på kager, i og på desserter. Det er en grundopskrift, hvor karamellen er utrolig let at lave, nem at arbejde med og smager som en drøm.
Hjemmelavet karamel
Det er virkelig nemt at lave sin egen karamel til kager, is og desserter. Og så smager sådan en hjemmelavet karamelsauce simpelthen bare fantastisk. Man er nok nødt til at beregne, at en del af karamellen går til smagsprøver!
Opskriften her er helt enkel: Man tager alle ingredienser – med undtagelse af vaniljesukker – og bringer i kog i en gryde. Derefter skal karamellen blot stå og småsimre, indtil den har den tykkelse og konsistens, man ønsker.
Det tager ca. en lille time, hvis man gerne vil have en nogenlunde tyk karamel. Er planen at lave en lidt tyndere karamel, som man fx kan blande i en hjemmelavet is for at lave en karamelis, så skal den ikke være helt så tyk.
Man kan selvfølgelig også lave karamellen som en karamelsauce til at hælde over is og desserter.

Karamel til kager, is og desserter
Neden for finder du den meget nemme opskrift på karamel til at hælde på kager, desserter og blande i hjemmelavet is. Bruger du ikke al karamellen på én gang, skal den opbevares på køl, da den jo indeholder både fløde og smør.
Når karamellen er frisklavet, er den helt klart bedst og mest blank og flot. Har den stået i køleskabet nogle dage, kan det være en god idé at varme karamellen op igen. Hæld den i en gryde og varm igennem. Tilsæt evt. en lille smule mere fløde, hvis konsistensen er tyk, så karamellen ikke bliver al for tyk ved en genopvarmning.
Er du vild med karamel, så kan det være at disse opskrifter med karamel også kan inspirere dig:
Hjemmelavet saltkaramel – en grundopskrift
Peanutkage med karamelliseret top


Karamel til kage
Ingredienser
- 2 dl fløde
- 1 dl sukker
- 1 dl lys sirup
- 75 g smør
- 1 tsk vaniljesukker
Sådan gør du
- Kom fløde, sukker, sirup og smør i en lille gryde og varm det langsomt op, mens smørret smelter.
- Når smørret er smeltet, bringes gryden i kog. Lad karamellem stå og småsimre på komfuret i ca. 45-60 minutter, til karamellen har det rette tykkelse og konsistens.
- Tjek, hvor tyk karamellen er, ved at hælde en lille skefuld i en skål og sæt den på køl i et par minutter. Kør derefter en finger igennem for at tjekke tykkelsen.
- Tag gryden af varmen, når karamellen har den rette tykkelse og pisk vaniljesukker i.
- Lad karamellen køle hel af inden brug og opbevar derefter på køl.
