Pfeffernüsse er traditionelle julesmåkager fra Tyskland. Pebernødderne er forholdsvis store og har den dejligste krydrede smag af blandt andet honning, kanel, allehånde, ingefær, nellike, muskatnød og meget mere. Kagerne er nemme at bage.
Tyske pebernødder
Pfeffernüsse er den tyske version af pebernødder, og de har den dejligste krydrede smag. Sagen minder lidt om en blanding af honningkage, sirupskage, pebernødder og brunkager. Her er nemlig mange krydderier og søde smagsgivere i, og de tyske pfeffernüsse samler på denne måde alle julens dejlige smage i en lille rund småkage vendt i flormelis.
Småkagerne er nemme at bage. Dejen røres hurtigt sammen og pebernødderne er væsentligt større, end vi er vant til i Danmark, så der skal ikke trilles helt så mange. Faktisk er det helt oplagt at lave disse sammen med børn, for de er både sjove og nemme at lave.
Hurtige julesmåkager
De tyske pfeffernüsse bages med både honning, mørk sirup og brun farin. Og de tre forskellige sødemidler tilfører kagerne hver deres karakteristiske og krydrede smag. Derudover indeholder pebernødderne også krydderier som kanel, nellike, muskatnød, ingefær, kardemomme og allehånde, så det er nærmest et festfyrværkeri af krydrede smage.
Fremgangsmåden er sådan, at man først blander hvedemel og alle krydderierne sammen i en skål. Derefter pisker man honning, sirup og brun farin sammen med smør, vaniljesukker og æg til en ensartet masse. Så vendes de tørre ingredienser forsigtigt i de våde ingredienser, og det hele samles til en dej, som er lettere klistret.
Dejen sættes på køl i en halv times tid og trilles herefter til store pebernødder, der bages og vendes i flormelis.
Se alle opskrifter på varme drikke
Opskrift på pfeffernüsse
Der findes mange variationer af denne opskrift på tyske pfeffernüsse. I mange af dem dyppes pebernødderne i en tynd glasur, og det kan du også gøre i stedet for at vende dem i flormelis. Det er lidt en smagssag.
Hvis du gerne vil vende pebernødderne i glasur, kan du blande ca. 120 g flormelis med 1 spiseskefuld kogt vand og en spiseskefuld citronsaft. Så har du en god glasur, som endelig ikke må være for tyk, men som skal være fin og tynd, så man kan se kagen igennem.
Får du lyst til at bage flere spændende og lækre julesmåkager, så tjek gerne mine mange andre opskrifter på både klassiske og mere utraditionelle julesmåkager. Her er et lille udpluk, men der er mange flere:
Se alle opskrifter på julesmåkager
Pfeffernüsse
Ingredienser
- 400 g hvedemel
- 1/2 tsk bagepulver
- 1/2 tsk hvid peber
- 2 tsk stødt kanel
- 1 tsk kardemomme
- 1/2 tsk allehånde
- 1/2 tsk muskatnød
- 1/2 tsk stødt ingefær
- 1/2 tsk stødte nelliker
- 100 g mørk sirup
- 100 g honning
- 125 g brun farin
- 125 g smør
- 1/2 tsk vaniljesukker
- 1 æg
Pynt
- flormelis
Sådan gør du
- Rør hvedemel sammen med alle krydderierne i en skål.
- Pisk sirup, honning og brun farin godt sammen med smør.
- Tilsæt vaniljesukker og et æg og rør det godt.
- Vend forsigtigt hvedemel og krydderier i dejen lidt ad gangen.
- Saml dejen (den er til den klistrede side) og læg den på køl med film over i ca. 1/2 time.
- Tril pebernødder med ca. 2 cm i diameter og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
- Bag pebernødderne ved 180 grader varmluft i ca. 8-12 minutter. De skal have små sprækker på toppen og være gyldne, men ikke for mørke.
- Lad pebernødderne køle af i ca. 10 minutter og kom derefter nogle stykker ad gangen i en frysepose med flormelis og vend dem godt, så de bliver helt dækket af flormelis.
- Lad pebernødderne køle helt af og opbevar dem derefter i en tætsluttende dåse.