Slåengin er noget af det lækreste og mest smagfulde, man kan lave. Her er en drink, hvor den røde gin mikses med limoncello og krydres med rosmarin. Det smager virkelig skønt og er en rigtig efterårsdrink.
Efterårsdrink
Slåengin med rosmarin og limoncello er en shaket drink med den dejligste smag af efterår: Slåen og rosmarin med et tvist af citron. Absolut perfekt. Og har du både lavet slåengin og limoncello selv, er dette jo selvfølgelig den ultimative drink, hvor du kan komme begge dele i og bare nyde frugten af dit arbejde.
Vi elsker at lave nye spændende drinks, så det ikke bliver det samme hver gang. Nu er det ikke, fordi vi drikker drinks hele tiden, men vi er ret optagede af at lave lækre kryddersnapse og likører, og deraf kommer også interessen for at kunne mikse dem i skønne drinks. Og det er jo dejligt at kunne servere en god og spændende drink, når der kommer venner på besøg.
Lav din egen slåengin og limoncello
Har du ikke selv lavet slåengin eller limoncello, så synes jeg, du skal gøre det. Du vil ikke fortryde det! Og ellers kan du faktisk købe dig til begge dele. Og begge dele kan du bruge til adskillige drinks – du finder bl.a. flere her på sitet.
Se alle opskrifter på drinks & cocktails
Opskrift på slåengin med rosmarin og limoncello
Denne drink er nem at lave – du finder opskriften lige nedenfor. Opskriften er til én drink og så ganger du blot op alt efter, hvor mange drinks du ønsker at lave. Du skal bruge en cocktailshaker og en muddler til rosmarinen. Og så skal du selvfølgelig først have lavet slåengin og limoncello eller anskaffet dig begge dele.
Du finder opskriften på slåengin her.
Og her finder du opskriften på limoncello.
Får du lyst til at lave mere med slåen, så tjek også mine andre slåenopskrifter. Her er et par stykker:
Slåensnaps – kryddersnaps fra naturen
Slåengin med rosmarin og limoncello
Equipment
- 1 cocktailshaker
- 1 muddler
- 1 lavt drinksglas, fx et whiskyglas
Ingredienser
- 2 kviste rosmarin
- 2 cl limoncello
- 4 cl slåengin
- masser af isterninger
- danskvand
- evt. en friskt slåenfrugt
Sådan gør du
- Pil bladene af den ene rosmarinkvist og kom dem i cocktailshakeren sammen med limoncello. Mas godt med en muddler, så aromastofferne i rosmarinen frigives.
- Tilsæt is og slåengin og shake i 20-30 sekunder, til shakeren er helt iskold.
- Si drinken over i et glas fyldt med is.
- Top med danskvand og pynt med en rosmarinkvist og evt. et frisk slåenfrugt.