Disse knækbrød med kerner er en sund og lækker snack. De er fyldt med frø og kerner som giver et godt tilskud til hverdagen. De er helt perfekte til madpakken eller hvis man bare trænger til en lækker lille hapser.
Kerner og frø
Spændende og sund eftermiddagsmad er altid den store udfordring hos os, men disse knækbrød er altid vældig populære og bliver nærmest spist som slik. Især Savannah, som ellers ikke bryder sig om kernerugbrød er helt vilde med disse, og derfor er der endnu større grund til at bage dem. Knækbrødene går lynhurtigt herhjemme, så denne opskrift er ofte i brug.
Knækbrødene er fulde af kerner og groft mel. Forholdet mellem hvedemel og groft mel kan man selv regulere, så de bliver lige præcis, som man gerne vil have dem. Det er en god måde at få sneget en masse gode fibre ind i sin kost. Man bliver lynhurtigt forelsket i dette knækbrød.
Man kan justere på tykkelsen af knækbrødene alt efter dets formål. Ønsker man en let snack, kan man med fordel gøre dem relativt tynde. Hvis man derimod godt kan lide dem med en skive pålæg eller ost, kan man sagtens gøre dem lidt tykkere, og bage dem lidt længere i ovnen. Man kan også justere størrelsen, hvis man ønsker, at de skal ligne de knækbrød, man køber i pakker.
Opskrift på knækbrød med kerner
Det gode ved knækbrødene er at de går til det meste. De kan både spises som de er, eller man kan toppe dem med en skive ost. De er også super lækre med en god klat hummus eller ærtehummus. De er gode at spise sammen med gulerods- og agurkestænger, da de giver en god mæthedsfornemmelse. Personligt vil jeg mene, at dette er essentielt at have i skabene. Det er et knækbrød, der kan bruges til næsten alt, og så er det ovenikøbet sund.
Får du lyst til at bage flere knækbrød og kiks, så finde gerne inspiration i de andre lækre opskrifter:
Hjemmelavede rugkiks med quinoa-flager og havsalt
Se alle opskrifter på kiks og knækbrød
Knækbrød med kerner
Ingredienser
Kerner
- 1 dl havregryn
- 1 dl hørfrø
- 2 dl sesamfrø
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl græskarkerner
Tørre ingredienser
- 1,5 dl fuldkornshvedemel
- 1 dl rugmel
- 1,5 dl hvedemel
- 1 tsk salt
- 1 tsk bagepulver
Våde ingredienser
- 1 dl rapsolie
- 2 dl vand
Sådan gør du
- Bland kerner og de tørre ingredienser sammen i en skål.
- Tilsæt derefter de våde ingredienser og rør det godt sammen på en rørmaskine.
- Del dejen op i tre dele og fordel lidt mel på bordet. Rul nu hver del ud med en kagerulle til dejen er jævn og tynd.
- Skær nu knækbrød ud i den ønskede størrelse, og læg knækbrødsstykkerne på en bageplade med bagepapir.
- Bag knækbrødene midt i ovnen i ca 12-15 min. ved 185 grader. Hold godt øje med at de ikke bliver brændte.
2 comments
Hvor er det noget rigtig lækkert knækbrød. Jeg har nu bagt det for anden gang
Kære Mette
Dejligt at høre – vi bager det også rigtig, rigtig tit.
Mange hilsner Trine
Comments are closed.