Mums! Bare tanken om disse saltede chocolate chip cookies kan få mundvandet til at løbe. Her er kombinationen noget virkelig lækkert: småkage, chokolade og flagesalt. Disse cookies er væk på et splitsekund.
Der skal altid være småkager på lager
Vi har ikke altid, men meget tit småkager på lager. Lige til, hvis man er lidt lækkersulten om eftermiddagen og er ved at løbe tør for energi og virkelig trænger til noget. Og man ikke kan tænke i andre alternativer – overhovedet. Ja, undskyldninger er der nok af.
Men det ændrer ikke på, at det er ubeskriveligt dejligt at få en hjemmebagt cookie sammen med en god og velfortjent kop kaffe eller te, når arbejdsdagen er omme og man bare lige skal trække vejret dybt og nyde, at man er til. Og inden man skal i gang med aftensmaden og vasketøjet, og hvad der nu ellers er på programmet.
Jeg kalder det et “cookie-moment”.
Og det er her, at opskriften på disse saltede chocolate chip cookies gør sig gældende. For de smager altså virkelig godt. Så godt, at det er svært at nøjes med en enkelt.
Opskrift på saltede chocolate chip cookies (18 – 30 stk.)
- 125 g smør
- 25 g sukker
- 25 g rørsukker
- 175 g brun farin
- 1 æg
- 1 tsk vaniljesukker
- 250 g mel
- 1 tsk bagepulver
- 1/4 tsk salt
- 150 g mørk chokolade
- flagesalt til at drysse på
Pisk sukker og smør sammen med en elpisker eller i en røremaskine til det er lyst og luftigt, ca. 5 minutter.
Tilsæt ægget og vaniljesukkeret, og sørg for at skrabe dejen ned fra kanterne med jævne mellemrum, så den bliver rørt ordentligt sammen.
Bland mel, bagepulver og salt i en skål og tilsæt melblandingen, mens du pisker let.
Hak chokoladen i store stykker (ca. 1/2 cm x 1/2 cm) og rør chokoladen i uden at piske for meget rundt.
Sæt dejen på køl i mindst en time og gerne natten over.
Tril dejen til kugler, som du trykker let på toppen og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag dine cookies i ca. 10 minutter ved 175 grader. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af på en bagerist.
God fornøjelse!