Cheesecake står fantastisk godt til sommertiden, fordi kagen er både kølig og frisk. På en varm sommerdag kan man bedre have kold kage end varm, og cheesecake kan nærmest føles læskende.
Denne cheesecake er en rigtig sommerostekage med et lag af pureret rødgrød og friske sommerbær og pyntet med spiselige sommerblomster. Helt ærligt: Dette er en kage, som smager virkelig himmelsk, og som vil fortrylle enhver gæst i dit hjem.
Du kan lave rødgrøden som dessert dagen i forvejen – ja, helt op til en uge i forvejen – og så gemme en rest til din cheesecake. På denne måde slår du to fluer med ét smæk – især hvis du har sommergæster over flere dage. Under alle omstændigheder må du ikke snyde dig selv og dine nærmeste for en gang rødgrød som dessert i løbet af sommeren.
Opskrift på cheesecake med rødgrød og sommerblomster
Bund:
- 125 g smør
- 250 g fuldkornsdigestive
Smelt smørret i en lille gryde. Put kiksene i en frysepose og slå den til smulder med en kagerulle. Vend kiksesmulderet i smørret og fordel det i en springform, så det har en jævn overflade. Bag kiksebunden i 10 min. ved 180 grader.
Lad kiksebunden køle helt af.
Ostecreme:
- 400 g flødeost
- 4 blade husblas
- 2 æggeblommer
- 150 g rørsukker
- 2 1/2 dl piskefløde
- 1/2 vaniljestang
Læg husblas i blød i koldt vand i 10 min.
Pisk flødeost med sukker, æg og vanilje. Pisk flødeskum i en anden skål.
Smelt nu husblassen over et vandblad ved meget svag varme sammen med det vand, som følger med, når du hiver husblassen op af skålen med fingrene. Løft skålen op af vandbadet, så snart husblassen er smeltet. Bland et par spiseskefulde flødeskum i husblassen, så den køles af.
Vend nu resten af flødeskummet i flødeostemassen og hæld derefter forsigtigt husblassen i i en tynd stråle. Det er vigtigt, at husblassen og ostemassen har nogenlunde samme temperatur, og at du arbejder lidt kvikt.
Hæld nu flødeostemassen over den afkølede kiksebund og sæt ostekagen i køleskabet et par timer, så den kan sætte sig og blive kold.
Topping:
- ca. 1 – 2 dl rødgrød (se opskrift her)
- bær fra haven, fx hindbær, solbær, ribs, blåbær og jordbær
- spiselige blomster, fx hjulkrone, morgenfruer eller rosenblade
Hæld den kolde rødgrød ud over ostekagen. Det kan godt lade sig gøre, at få den til at blive liggende på kagen, men det gør bestemt ikke noget, at den løber lidt ned af siderne.
Pynt med bær og spiselige blomster og server med det samme.
God fornøjelse med din cheesecake. Hvis du er vild med denne cheesecake á la sommer, kan jeg anbefale dig også at prøve denne cheesecake á la vinter: Cheesecake med risengrød, lakrids og kirsebær. Cheesecake smager fantastisk både sommer og vinter og kombinationen af lakrids, vanilje og kirsebær er eminent.
2 comments
Hvor mange personer vil du mene, der kan spise af denne portion, hvis man serverer den som dessert?
Hej Martin
Jeg vil sige 10-12 personer. Cheesecake spiser man ikke nødvendigvis store stykker af.
Mange hilsner
Trine