Frugtsalat med råcreme er en dejlig og nem dessert, som kan laves året rundt i forskellige variationer alt efter sæsonens frugter og bær. Her er vores familieopskrift på den frugtsalat, vi har lavet hvert år til jul så længe jeg kan huske tilbage. Den smager fantastisk og har den perfekte blanding af syrlige og søde, sprøde og bløde frugter.
Frugtdessert kaldet abemad
Frugtsalat med råcreme er obligatorisk til vores årlige julefrokost 2. juledag – jeg kan ikke huske et eneste år, hvor vi ikke har fået frugtsalat. Og den dejlige friske dessert falder godt på netop dette tidspunkt efter al julemaden, for her begynder man virkelig at trænge til frugt og noget sundt og godt for maven.
Vi får altid frugtsalaten sammen med osten (ja, der er en hel specifik rækkefølge af serveringerne til familiejulefrokosten). Nogle gange serveres der også rester af risalamande, men på dette tidspunkt tyer de fleste til frugtsalaten.
Men frugtsalat kan laves året rundt og i varierende udgaver. Prøv fx at lave en frugtsalat med eksotisk frugt eller en sommerudgave med melon, jordbær, nektariner osv.
Der er noget med kombinationen af syrlige og søde, sprøde og bløde frugter sammen med den cremede fløde med vaniljesmag og hakket mørk chokolade, som bare smager eminent. Frugtsalat med råcreme er virkelig en god klassisk dessert, som man bare aldrig bliver træt af.
Det er også den første dessert, som vores børn selv begyndte at lave, da de var små. Der kaldte vi det for abemad, for det gjorde man i børnehaven. Og det er vel en af de desserter, som børn helt selv kan lave uden hjælp fra voksne.
Opskrift på frugtsalat med råcreme
Herunder finder du vores traditionelle opskrift på frugtsalat. Du skal bruge ca. 1,5 kg frugter/bær, og i opskriften kan du erstatte de nævnte frugter med lige præcis de frugter, du har lyst til eller allerede har i køleskabet.
Hvis du serverer frugtsalaten for voksne, så server gerne en god likør til – det gør underværker. Her er lidt inspiration til likører, du selv kan lave, og som passer godt til frugtsalaten:
Solbærrom – solbærlikør på rom
Appelsinlikør – opskrift på hjemmelavet likør med appelsin
Lav din egen limoncello – opskrift på italiensk citronlikør
Kirsebærlikør – opskrift på hjemmelavet likør af kirsebær
Se alle opskrifter på hjemmelavet likør
Frugtsalat med råcreme
Ingredienser
- ca. 1,5 kg blandede frugter: fx 2 æbler, 2 pærer, 2 bananer, 2 appelsiner, vindruer
- 2 tsk vaniljesukker
Råcreme
- 4 past. æggeblommer
- 75 g sukker (ca. 5 spsk)
- kornene af 1 stang vanilje
- 5 dl piskefløde
Pynt
- 50 g hakket mørk chokolade
- ca. 20 halve vindruer
Sådan gør du
- Skyl frugterne og skær dem i mundrette stykker og skiver. Kom dem i en stor skål.
- Drys vaniljesukker over frugten og vend forsigtigt rundt. Lad frugterne trække på køl i ca. 1/2 time.
Råcreme
- Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn til en luftig æggesnaps.
- Pisk fløden til blødt flødeskum og vend det sammen med æggesnapsen.
Anretning
- Vend forsigtigt frugten i råcremen og anret i en fin glasskål eller portionsglas.
- Pynt med hakket chokolade og halve vinduer og stil frugtsalaten på køl indtil servering.