Det er både sjovt og nemt at lave sine egne påskeæg med blomster og blade fra haven og naturen. Og så pynter de så smukt og naturligt på påskebordet.
Vi er så heldige selv at have høns i haven, så æg har vi nok af. De fleste æg er lysebrune, hvide har vi ingen af. Nogle af æggene er helt mørkebrune, og de fungerer ikke så godt at farve.
Farv æggene med løgskaller
Disse æg har vi farvet med løgskaller fra både almindelige løg og et par enkelte rødløg. Du kan også koge æggene med fx grofthakket rødkål – så får du lyseblå æg. Eller spinat – så får du lysegrønne æg. Andre muligheder er kaffegrums og gurkemeje. Jeg har selv en svaghed for æg kogt med løgskaller, da jeg synes, de bliver så smukke og ser så naturlige ud.
Sådan laver du smukke mønstre på æggene
Selve mønstrene kommer frem, når du lægger blomster og blade på æggene. Min erfaring er, at blomsterne farver kraftigst og derfor får man også de flotteste mønstre frem med små blomster.
Blomsterne kan være dem, du nu engang har ude i haven eller kan finde langs vejkanten. Det kan fx være anemoner, erantis, skilla, krokus, tusindfryd og forskellige blade. Vintergækker er også flotte at bruge, men det kræver, at påsken falder tidligt.
Sådan laver du de smukke påskeæg
Du skal bruge:
- æg
- små, friske blomster
- blade
- nylonstrømper
- løgskaller eller fx kaffegrums, rødkål eller spinat alt efter, hvilken farve, du ønsker dine æg skal have
- lidt madlavningsolie
Sådan gør du:
Klip nylonstrømper op i stykker, så de er store nok til, at du kan lave en knude i hver ende. Jeg får tre til tre æg af en knæstrømpe. Bind knuder i den ene ende af hver strømpestykke.
Læg blomsterne på den ene ende af ægget og før ægget ned i en strømpe med knude i bunden. Læg så forsigtigt flere blomster ned om ægget, indtil ægget er som du ønsker. Bind en knude i den anden ende. Du skal være lidt fingernem her, for det er let at komme til at rykke på blomsterne, når du binder knuden.
Læg æggene i en gryde sammen med løgskaller og dæk det hele med vand. Sæt gryden i kog og kog æggene i 1 – 2 timer.
Tag derefter æggene af og skyl dem godt med koldt vand. Pil strømpen af æggene og fjern eventuelle blomster rester.
Skyl æggene, tør dem og gnid dem derefter forsigtigt med olie, så de bliver fine blanke. Nu har du fine påskeæg til bordet (men husk, de ikke kan spises :-)).
God påske!