Denne granola er mørk og smager helt vidunderligt knasende af kaffe og chokolade. Det er en rigtig efterårs- og vintergranola, som smager godt til blommer og sorte bær og græsk yoghurt.
Morgenmad med smag
Mørk espresso granola med chokolade hører til luksusenden af morgenmadsmüesli. Det er en sprød og lækker granola med en uimodståelig smag af ristet kaffe og chokolade. Faktisk så indbydende, at granolaen kan spises som slik eller knas – bare fordi den smager så godt.
I denne granola tilsættes der både espressopulver og stærk flydende espressokaffe. Den flydende kaffe giver ikke helt så stærk en smag som pulveret, men lægger sig alligevel om grynene med en god smag. Og espressopulveret giver den helt rigtige kaffesmag til granolaen.
Du kan selvfølgelig lave din granola så kaffestærk, som du har lyst, men smag dig endelig frem. Jeg kan godt lide, at kaffesmagen ikke som sådan dominerer müeslien, men snarere giver en distinkt og subtil smag af kaffe sammen med smagen af chokolade/kakao i hver mundfuld.
Til morgenmaden eller desserten
Granola med espressosmag smager vidunderlig på græsk yoghurt – gerne med friske mørke bær, blå blommer eller friskopskåret frugt. Den kan også drysses på den varme havregrød eller blot havregryn med mælk for at tilføre lidt knas og god smag.
Du kan også bruge granolaen i desserter, fx i trifli eller som en slags crumble til kage og is. Der er uendelige muligheder, og er du kaffeelsker som jeg, kan du sikkert tænke meget kreativt i forhold til at få kaffe flettet ind i maden.
Opskrift på mørk espresso granola med chokolade
Opskriften er en helt enkel granolaopskrift, hvor mandler og havregryn vendes i kakao og kaffe sammen med lidt smeltet smør og mørk muscovadosukker. Den mørke sukker står utrolig godt sammen med kaffe- og chokoladesmagen, men kan nemt erstattes af rørsukker eller brun farin. Smør kan også erstattes af kokosolie.
Jeg kan godt lide at blande chokoladestykkerne i, mens granolaen stadig er lun, efter den er kommet ud af ovnen. Så smelter den ligesom ind i granolaen, hvilket smager utrolig godt. Kan du bedre lide, at du kan smage chokoladestykkerne for sig, kan du vente med at blande dem i, til granolaen er helt afkølet.
Får du lyst til at lave flere forskellige lækre granolaer, så find gerne inspiration i de mange andre opskrifter her på siden. Se fx:
Granola med abrikoser og chokolade
Kanelgranola med tørrede æbler
Speltgranola med valnødder og havtorn
Se alle opskrifter på granola & müesli
Mørk espresso granola med chokolade
Equipment
- 1 lille bradepande
Ingredienser
- 4 dl grovvalsede havregryn
- 1 dl grofthakkede mandler
- 1,5 spsk espressopulver/pulverkaffe
- 1,5 spsk kakaopulver
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 nip fint salt
- 50 g smør
- 1/2 dl muscovadosukker
- 2 spsk stærk espresso
- 50 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
- Bland havregryn, hakkede mandler, pulverkaffe, kakaopulver, vaniljesukker og et lille nip salt sammen i en skål.
- Smelt smørret ved svag varme i en lille gryde og tilsæt muscovadosukker og espressokaffe. Rør rundt, til sukkeret er helt smeltet.
- Hæld smørblandingen over de tørre ingredienser og rør det hele godt rundt, så alle havregryn og mandler er dækket af smørblandingen.
- Hæld granolaen i en lille bradepande beklædt med bagepapir og sæt den i ovnen i ca. 25 minutter. Rør rundt i granolaen, når halvdelen af tiden er gået.
- Hak chokoladen fint og hæld den over den varme granola, lige så snart du tager den ud af ovnen. Rør let rundt.
- Lad granolaen køle helt af og hæld den derefter i et lufttæt glas eller beholder.