Ribssyltetøj er en lækker sag, som er fuld af smag og spises lige som marmelade på friskbagt brød. Du kan også bruge syltetøjet i desserter og sammen med gode oste.
En rød sommerdrøm
Ribssyltetøj er noget af det lækreste! Ribs er virkelig et af sommerens dejligste bær – i hvert fald i mine øjne. Det er fuld af smag og har den smukkeste røde farve, som gør alt, hvad man laver med ribs indbydende og lækkert at se på.
Den syrligt-søde smag har en intensitet, som jeg ikke synes, jeg finder i andre bær, og derfor egner ribs sig storartet til desserter, hvor syrligheden skaber en god kontrast til enten fed fløde eller sød kage. Faktisk vil jeg sige, at ribs er det perfekte dessertbær.
Prøv fx at lave en lyserød ribsis eller en panna cotta med ribs og solbær. Eller lav en lagkage med ribssyltetøj vendt i flødeskummet. Det smager skæppeskønt.
Ribs er også dejlig i en snaps, som du både kan sætte på frokostbordet eller bruge i drinks i løbet af sommeren. Og en ribssnaps får den smukkeste røde farve.
Ribssyltetøjet smager i øvrigt også skønt til både pandekager, vafler og æbleskiver. Og har du ikke overskud til at lave syltetøjet om sommeren, kan du fryse ribsene ned og lave syltetøjet senere på året.
Opskrift på ribssyltetøj
Du finder opskriften på det smukke røde syltetøj lige nedenfor. Det er en portion på ca. en liter syltetøj. Du kan altid halvere portionen eller fordoble dem, hvis du vil lave mere eller mindre.
Har du mange ribs i haven, så kan det være, du også kan finde lidt inspiration til, hvad du skal lave med dem i nogle af mine mange andre ribsopskrifter. Her er et lille udpluk:
Ribsgelé – opskrift på hjemmelavet gelé med ribs
Ribssyltetøj
Equipment
- Sylteglas
Ingredienser
- 1 kg ribs
- saften fra 1/2 citron
- 1 stang vanilje eller 2-3 tsk vaniljesukker
- 600-700 g sukker
- atamon
Sådan gør du
- Skyl og rib ribsene og kom dem i en gryde sammen med citronsaften og kornene fra vaniljestangen/vaniljesukker.
- Bring langsomt bærrene i kog. Ribs indeholder meget pektin og ribssyltetøjet vil stivne af sig selv, når det nedkøles – derfor kan du undgå at skulle tilsætte et geleringsmiddel, hvis du varmer langsomt op.
- Lad ribsene småkoge i ca. 5 minutter, mens du vender bærrene forsigtigt rundt et par gange.
- Sluk for varmen og hæld sukkeret i. Lad sukkeret stå og smelte i det varme syltetøj og rør det derefter forsigtigt sammen.
- Hæld ribssyltetøjet på atamonskyllede, skoldede sylteglas og sæt låg på med det samme.
3 comments
Jeg plejer at lave det på resterne fra ribs gele.
Samme forhold bær sukker, og et hurtigt opkog.
Hvor længe kan det holde sig på køl??
Hej Gitte
Hvis du har holdt en god hygiejne under tilberedningen, anvender atamon og opbevarer på køl, kan syltetøjet snildt holde sig i 6-12 måneder.
God fornøjelse!
Mange hilsner Trine