Salater

Rød efterårssalat

Salat med røde ingredienserRød efterårssalat har sit navn efter alle de røde ingredienser, som alle hører efteråret til. Der er ikke noget som efterårets mættende og robuste salater med kål og rodfrugter, og denne salat ikke bare pynter på ethvert bord, men smager skønt af efterår.

Røde ingredienser

Nogle gange er det sjovt at lave retter, der består af en enkelt farve. Det er smukt og æstetisk og det taler til ens sanser. Denne salat er virkelig smuk på bordet og passer godt til et tungt stykke kød eller fx en lasagne.

Salaten er hurtigt lavet. Det kan være en god idé at gå tidligt i gang med rødbederne, så de kan nå at køle af, inden de blades i salaten. Kom dem evt. i køleskabet til afkøling, hvis det skal gå lidt hurtigt.

En dejlig rød efterårssalat

Opskrift på rød efterårssalat (4 personer)

  • 2 hele rødbeder
  • olivenolie til bagning i ovnen
  • salt og friskkværnet peber
  • et par kviste frisk timian
  • 1/2 rødt spidskål af almindelig størrelse
  • 2 røde æbler
  • friske brombær
  • rød skovsyre til pynt

Olie-eddikedressing med brombærsmag

  • 4 spsk jomfruolivenolie
  • 1 spsk brombæreddike (eller en anden rød eddike)
  • 1 tsk brombærsirup
  • havsalt
  • friskkværnet peber

Skyld, skæl og skær rødbederne i tern. Vend dem i et par skefulde olivenolie i et lille ovnfast fad, krydr med salat og peber og frisk timian. Bag dem i ovnen i ca. 20 minutter, indtil de er møre, når du stikker i dem med en gaffel. Lad dem køle af.

Snit et halvt rød spidskål fint.

Skær et par røde æbler i små tern (jeg har brugt æbler af sorten red love, som også er røde indeni).

Bland en olie-eddike-dressing af olivenolie, brombæreddike (eller en anden rød/mørk bæreddike, fx hyldebær eller tranebær), brombærsirup (eller en anden smagfuld sirup). Krydr med havsalt og friskkværnet peber.

Fordel spidskål, æbler og rødbeder i et fad. Hæld dressingen over og pynt med friske brombær og rød skovsyre.

Server med det samme.

God fornøjelse!

Rød efterårssalat

Forrige indlæg Næste indlæg

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar