Syltede valnødder er noget af det lækreste at spise sammen med ost. Lykken er søndag morgen med et stykke hjemmebagt brød klædt i et par skiver Primadonna-ost (som smager så dejligt nøddeagtigt) og med syltede valnødder på toppen.
Jeg ville ønske, jeg havde mit eget valnøddetræ, men så heldig er jeg desværre ikke. Jeg må købe mig til dem – endnu. Og det bliver jeg nødt til, for jeg vil ikke undvære syltede valnødder. De hører fast til på julemorgenbordet og når jeg laver ostebord til Flittige hænder, som er min kreaklub på 20. år.
Søde syltede nødder
De syltede valnødder har sådan en karamel-agtig smag, der virker som en sødmefyldt delikatesse på ost og i salater. Du kan også bruge de syltede valnødder til tærter, kager og desserter. Og så kan du blande dem i flødeskum.
Grundopskriften er med vanilje, ingefær og chili, men du kan tilsætte citronskal eller andre krydderier efter smag og behag.
Sådan laver du dine egne syltede valnødder
- 1/2 liter valnødder (mål op i et målebæger)
- 500 g rørsukker
- 3 dl vand
- 1/2 stang vanilje
- 1 cm ingefær
- 1/2 frisk eller tørret chili
- evt. revet skal af en halv usprøjtet citron
Kog sukker og vand sammen uden omrøring i 10 minutter til boblerne begynder at ophøre i sukkerlagen og den ser sirupsagtig ud.
Tilsæt kornene fra vaniljestangen, chili i tynde skiver og ingefær skåret i mindre stykker. Kog videre i 2 minutter.
Skold valnødderne to gange og kom dem op i sukkerlagen. Lad lagen småkoge i 3 -5 minutter.
Hæld de syltede valnødder på skoldede glas. Bind dem til og stil dem mørkt. Vi har vores til at stå i køleskabet.