Denne morgenfrue body butter er virkelig nem at lave. Det er en pisket kropscreme, som er lavet på rene naturlige ingredienser og uden brug af parfume eller tilsætningsstoffer. Body butteren indenholder olieinfuseret morgenfrue, som du nemt kan lave selv, hvis du har morgenfruer i din have.
(OBS: Dette blogindlæg; Morgenfrue body butter, indeholder affiliatelinks – læs mere nederst på siden)
En kropssmør med morgenfruer
Denne morgenfrue body butter er den rene smør for din hud efter en lang vinter. Morgenfrue er kendt for at være helende og reducere inflammation og bruges ofte i forbindelse med hudproblemer som arne, tør og irriteret hud, og sårheling i forbindelse med solskoldning, blenumse osv.
Derudover stimulerer morgenfrue produktionen af nye hudceller, tilfører huden fugt og strammer den op – særligt perfekt for hud, der ikke er helt ung længere.
Vær opmærksom på ikke at bruge morgenfrue på din hud, hvis du er allergisk over for planter i asters- og kamillefamilien (asteraceae/compositae-familien). Brug heller ikke morgenfrue, hvis du er gravid! Test altid på et lille område på kroppen først, så du er sikker på, at du kan tåle cremen.
Body butteren indeholder desuden en smule e-vitaminolie, som er en antioxidant. Den forhindrer olierne i body butteren i at blive harske. Dog hjælper e-vitaminolie ikke på selve cremens holdbarhed, hvorfor der stadig kan dannes mug (som kan komme af bakterier), og derfor betragtes e-vitaminolie heller ikke som et konserveringsmiddel.
Vil du holde din morgenfrue body butter frisk og mugfri, skal du opbevare den i et glas med låg i køleskabet. Her kan den dog holde sig i helt op til et år.
En fugtgivende creme til kroppen
En pisket body butter med morgenfrue er en vidunderlig fugtgivende creme til kroppen. Fordi den piskes, har cremen den lækreste konsistens. Man får næsten lyst til at spise den. Den er let og luftig og nem at påføre huden.
Udover de ovennævnte ingredienser, indeholder cremen også sheabutter og en lille smule økologisk bivoks. Begge dele hjælper med at gøre body butteren mere cremet og tyktflydende – særligt bivoksen – mens sheabutteren både giver fugt og en fedtbase til body butteren, så den ikke kun består af flydende olie. Sheabutter kan bruges i både rå og raffineret form eller kan erstattes af fx mangobutter.
Hvor får du fat i ingredienserne til din kropssmør?
Ingredienserne til body butteren er helt gængse og kan købes i alle helsekostbutikker. Jeg køber dog alle ingredienser hos Hedenhus. Her kan jeg nemlig få både sheabutter, e-vitaminolie, bivoks i granulat samt en fin og lækker opbevaringdåse i aluminium eller glas til min færdige body butter.
Opskrift på morgenfrue body butter
Neden for finder du opskriften på morgenfrue body butter. Inden du kan lave kropscremen, skal du først lave en olieinfusion af friske eller hele tørrede morgenfrue-blomster, hvor du trækker morgenfruens kemiske komponenter ud.
Olieinfusion med friske morgenfrueblomster
Det går hurtigst med friske morgenfrueblomster, men fordi de indeholder vand, er der er også en større fare for mug og bakterier og for, at olien går til. I en olieinfusion med friske blomster lægges blomsterne i et glas og overhældes med olien. Herefter lukkes glasset tæt og stilles i et sydvendt vindue, så det får masser af sollys. Tid og varme trækker de flygtige olier i morgenfruerne ud i olien, og derfor spiller sollyset en vigtig rolle her.
Hvis du laver en olieinfusion med friske blomster, skal du sørge for, at ingen af blomsterne stikker op over olien. De vil nemlig begynde at mugne over tid, hvis de får ilt. Sørg for at bruge et sylteglas, som passer til mængden, så der ikke er en masse ekstra luft i glasset. Og læg evt. et stykke film henover olien, så der lukkes helt af for ilt.
Olieinfusion med tørrede morgenfrueblomster
Vejen er mere sikker med hele tørrede morgenfrueblomster, hvor der ikke er noget vand tilbage. Men det tager længere tid og der skal bruges en større mængde (ca. det dobbelte), fordi tørrede råvarer ikke indeholder lige så meget kraft, som friske råvarer.
Olieinfusionen laves på samme måde som ovenfor, men skal trække i væsentligt længere tid, hvis du vælger at stille glasset i sollyset. En alternativ metode er at sætte glasset i et vandbad i ovnen. Sæt temperaturen på 90 grader, og når ovnen når temperaturen, slukker du ovnen og lader glasset stå derinde i mindst 4-5 timer uden at åbne ovnlågen. Du kan fx gøre det, inden du går i seng, og lade olien trække natten over.
Se her, hvordan du tørrer morgenfrueblomster
Morgenfrue body butter
Ingredienser
Morgenfrueolieinfusion
- 2 dl god ekstra jomfru olivenolie (gerne økologisk)
- 2 dl hele friske eller tørrede morgenfrueblomster
Body butter
- 10 g bivoks
- 50 g sheabutter
- 1 dl morgenfrueinfuseret olie (fra oven for)
- 1/2 tsk e-vitaminolie
Sådan gør du
Morgenfrueolieinfusion
- Hæld olivenolie over friske eller tørrede hele morgenfrueblomster i et rengjort og skoldet sylteglas.
- Friske morgenfrueblomster: Bruger du friske blomster, skal du sørge for, at blomsterne er fuldstændigt dækkede af olie og ikke stikker op over olien, da de vil begynde at mugne, hvis de får ilt. Læg evt. et stykke film henover olien for at være helt sikker. Sæt låg på glasset, stil det i en solvendt vindueskarm og lad blomsterne trække i olien i ca. 2 uger.
- Tørrede morgenfrueblomster: Bruger du hele tørrede morgenfrueblomster, skal olien trække i lidt længere tid – ca. 6 uger. Sørg for, at de tørrede blomster er helt dækket af olie, sæt låg på glasset og stil det i et sydvendt vindue.
- Når morgenfrueblomsterne har trukket i olien i den angivne tid, hældes olien først gennem en si og dernæst gennem et stykke ostelærred eller lignende, så olien bliver hel ren og fri for urenheder fra blomsterne.
Morgenfrue body butter
- Smelt bivoks og sheabutter i en mindre skål i et vandbad.
- Når begge dele er helt smeltet, hældes morgenfrueolien i. Lad olien varme op og blande sig med den smeltede bivoks og sheabutter. Rør med en lille ske eller spatel.
- Når det hele er rørt godt sammen og olien ser fin og flydende ud, tages den af varmen. Lad den køle af på køkkenbordet i ca. 10 minutter og sæt den derefter i køleskabet i ca. en time, indtil olien er stivnet og ikke længere har en blød kerne.
- Tag olien ud af køleskabet og pisk den luftig og cremet med en elpisker i 3-5 minutter.
- Hæld body butteren på glas og opbevar på køl.
Noter
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg tjener en skilling, hvis du klikker dig videre og foretager et køb. Jeg linker kun til varer og produkter, som jeg enten selv bruger eller som jeg vil anbefale. Klikker du på et link og køber, så støtter du samtidigt mit arbejde med at udvikle opskrifter, som jeg kan lægge ud til dig og alle andre – ganske gratis og uden forstyrrende reklamer.