Kompot af æbler med vanilje er nemt at lave, smager fantastisk og kan bruges til gammeldags æblekage, trifli, ovenpå havregrøden og meget mere. Lav gerne æblekompotten af syrlige æbler.
Æblegrød, æblemos eller kompot
Æblekompot kogt på syrlige æbler med vanilje kan bruges masser af steder i køkkenet. Blandt andet er den denne opskrift, jeg følger, når jeg laver gammeldags æblekage, hvor jeg foretrækker, at æblerne stadig har lidt form og bid og ikke er kogt helt ud til mos.
Udover at bruge kompotten til æblekage, er den også perfekt til en god æbletrifli eller som fyld til fastelavnsboller eller vandbakkelser. Kompotten smager utrolig godt ovenpå havregrød eller sammen med sunde morgenmadspandekager. Og ja, jeg kunne blive ved.
Brug dine æbler fra haven
Har du masser af æbler i haven, er det helt oplagt at bruge dem til at lave æblekompot. Jeg synes, kompotten bliver bedst med syrlige æbler. Enten med madæbler eller spiseæbler, der ligger på den syrlige ende af skalaen. Du kan også bruge søde spiseæbler, men undlad da at komme sukker i kompotten.
I det hele taget behøver du ikke nødvendigvis komme sukker i kompotten. Hvis den skal bruges sammen med noget meget sødt, fx med makroner i en gammeldags æblekage, må kompotten gerne være syrlig. Bruger du den til at søde din havregrød, må den gerne have lidt sødme.
Opskrift på æblekompot
Opskriften på den nemme vaniljekrydrede kompot finder du lige nedenunder. Det smager utrolig godt at koge æblerne med en vaniljestang, men du kan erstatte med et par skefulde vaniljesukker, hvis du gerne vil lave en lidt mere økonomisk udgave.
Eller du kan krydre med alverdens andre krydderier, såsom kanel, kardemomme, stjerneanis, nelliker eller ingefær. Nogle gange kan det også være godt at variere smagen.
Får du lyst til at lave mere med æbler, så tjek gerne mine mange æbleopskrifter for inspiration. Her er et lille udpluk:
Verdens bedste æblekage med brombærkompot
Æblekompot
Ingredienser
- 1 kg syrlige æbler
- 1/2 stang vanilje
- 1 dl vand
- evt. ca. 30 g sukker
Sådan gør du
- Skræl æblerne, fjern kernehus og skær dem i fine tern.
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
- Kom æbletern, vaniljekorn, den tomme vaniljestang og vand i en gryde og bring i kog.
- Lad æblerne småsimre i ca. 10 minutter, til æblerne er kogt møre og er kogt let ud. Smag evt. æblekompotten til med sukker og kog et minut eller to mere. Kompotten skal være som grød, men stadig med æblestykker i.
- Køl æblekompotten af og kasser den tomme vaniljestang.