Er du til lakrids, vil du elske disse italienske biscotti med lakrids, som både indeholder granuleret lakridspulver, lakridskaramel og hvid chokolade. De smager virkelig godt!
Biscotti betyder egentligt bagt to gange, og det er jo lige præcis det, der kendetegner en biscotti: Først bager du småkagerne i lange stænger, hvorefter du skærer dem ud i stykker og tørrer dem enkeltvis i ovnen, så de bliver knasende sprøde. Og det skal de helst være, sprøde altså, for det er meningen at man skal kunne sidde og dyppe sin lille kage i kaffen eller likøren (uden, at den smuldrer og falder fra hinanden nede i drikkevaren).
Mandelkagerne, som biscotti også kaldes, er enormt lækre at have på lager til eftermiddagskaffen – bare lige en enkelt – eller til når man får gæster.
Opskrift på biscotti med lakrids og hvid chokolade (ca. 60-70 stk.)
- 425 g hvedemel
- 200 g sukker
- 3 æg (medium)
- 100 g flydende bagemargarine
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk. bagepulver
- et nip salt
- 1 spsk granuleret rålakrids
- ca. 75 g lakridskaramel
- 125 g mandler
- 100 g hvid chokolade
- 1 æggehvide til pensling
- sukker til at drysse over
Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Rør hvedemel, sukker, æg, flydende bagemargarine, vaniljesukker, bagepulver, salt og lakridspulver sammen i en røreskål (jeg bruger en røremaskine).
Hak den hvide chokolade og lakridskaramellerne i mindre stykker og rør det ind i dejen sammen med hele, ubehandlede mandler.
Lad dejen stå i et par minutter, så den lige “samler” sig.
Form nu tre aflange baner af dejen og læg dem på en bageplade på den “lange side”.
Pensl med æggehviden og drys lidt sukker henover.
Bag stængerne i ca. 20-25 minutter. Karamellen flyder en lille smule ud under bagningen, men størkner igen, når kagerne afkøles.
Tag pladen ud og lad stængerne køle af i mindst 10 minutter og også gerne lidt længere – så kan du nemlig få et renere snit, når du skal til at skære stængerne i skiver.
Når stængerne er afkølede skærer du dem i skrå snit på ca. 1 – 1,5 cm tykkelse (eller mere, hvis du synes, de skal være lidt tykkere).
Læg dem på bagepladen igen med snitfladen opad og lad dem tørre i ovnen ved 150 grader i ca. 15 minutter.
Sluk oven, og lad kagerne stå med ovnlågen lukket i ca. 10 minutter mere.
Tag nu dine biscotti ud af ovnen og lad dem køle helt af på en rist.
Opbevar kagerne i en tætsluttende dåse eller et glas. Kagerne kan holder sig i flere uger.
God fornøjelse med disse lækre biscotti med lakrids og hvid chokolade. Se også opskriften på cantuccini med appelsin, chokolade og mandler.