Disse hjemmelavede chokoladeskeer er så fine – enten at lave til en hyggestund i vintermørket eller som en lækker gave eller værtindegave. Skeerne er hurtige at lave og bliver meget flotte, hvis du bruger gamle sølvskeer.
Sølvskeer og chokolade
Disse hjemmelavede chokoladeskeer er så indbydende at sætte på bordet sammen med varm kakao som et lille ekstra pift. Lige pludselig får alle lyst til varm chokolade.
Men de er da også helt utroligt flotte, skeerne. Man kan lave dem med forskellig slags chokolade, både mørk, lys og hvid, enkeltvis eller som en blanding. Derudover kan man pynte skeerne med alverdens pynt: Små skumfiduser, hakket slikstok, tørrede blomsterblade, bipollen, kaffebønner og hvad man nu ellers har liggende.
Man kan også tilføje en smag, sådan at man får en krydret kanelchokolade, eller vanilje eller nellike. Drys blot lidt krydderi på chokoladeskeen, inden chokoladen størkner. Det er sjovt at lege med, og det er noget, som børn også kan være med til at lave og pynte, fordi det er så nemt.
En god gaveidé
Er du inviteret ud, kan du evt. medbringe et par chokoladeskeer til husets børn som en slags værtsgave til dem – det er jeg sikker på, de vil sætte pris på. Pak skeerne ind i cellofan eller små gennemsigtige poser og bind et smukt bånd om. Skal posen pyntes ekstra, kan du sætte et lille stykke gran eller grønt i eller en lille juleklokke.
Find sølvskeerne i skufferne, i genbrugsbutikker eller antikvitetsbutikker.
Opskrift på hjemmelavede chokoladeskeer
Opskriften giver ca. 10 chokoladeskeer – afhængigt at størrelsen på dine skeer. Men du kan nemt justere mængden af chokolade i forhold til, hvor mange skeer, du gerne vil lave. Smelt chokoladen enten i et vandbad på komfuret eller brug din mikroovn, hvis du har sådan en. Du behøver ikke at temperere chokoladen, men undlad at overopvarme den.
Er du vild med chokolade, hjemmelavet slik og konfekt, så kan det være, du også vil finde inspiration i nogle af disse opskrifter:
Se alle opskrifter på konfekt, chokolade og slik
Hjemmelavede chokolade skeer
Equipment
- 10 fine gamle sølvskeer – de må gerne være forskellige, og du kan bruge både spise- og teskeer
Ingredienser
- 150 g mørk chokolade
- 100 g lys chokolade
- 50 g hvid chokolade
- evt. krydderier
Pynt
- Fx slikstokke, skumfiduser, tørrede blomster eller lavendler, kaffebønner eller lignende
Sådan gør du
- Alle chokoladeangivelser er vejledende – lav den mængde, som nogenlunde passer til det antal skeer, du har, og med den slags chokolade, du foretrækker.
- Smelt chokolade hver for sig – enten i vandbad eller i mikroovnen.
- Læg skeerne på et skærebræt, så de ligger så vandrette som muligt. Det gør du ved at lægge noget under skaftet, det kan være et ekstra skærebræt en køkkenkniv eller lignende.
- Hæld chokolade på skeerne og lad chokoladen størkne lidt. Hæld derefter en anden farve chokolade på eller pynt med tørrede blomster, skumfiduser, knust slikstok eller kaffebønner eller hvad du synes, de skal pyntes med.
- Lad chokoladen sætte sig.
Anvendelse
- Varm mælk eller cacao og hæld i en kop og stik chokoladeskeen ned og rør rundt.
- Du kan også varme mælk op og lave en kop mokka ved at tilsætte neskaffe eller et espressoshot og derefter røre rundt med chokoladeskeen.